Bloggen har tidligere kommenteret sagen om amtschatkonsulenten Rudy Frederiksen – Pikken fra Herning (Peter Laugesen) – der blev taget med bukserne nede i TV2’s dokumentarudsendelse i færd med at overtale nogle unge damer over den seksuelle lavalder til pornografiske optagelser og seksuelt samkvem. Vi hører ikke så meget til “sagen” for tiden. Så vidt jeg kan forstå, sidder Rudy stadig bag tremmer, medens politiet anstrenger sig voldsomt for at finde mere belastende materiale. Og det kniber gevaldigt. Især har det været svært at få unge damer, der har været i kløerne på den lumre Rudy, til at melde sig og bidrage med belastende vidnesbyrd. Man kan da også med rette spørge, hvorfor de er så tilbageholdende, når de ikke var tilbageholdende over for Randy Rudy? Er de bange for, at kæresten, far og mor osv. skal opdage det? Eller hvad?

Journalisten Anna Libak tager helt anderledes håndfast omkring spørgsmålet om pigerne og deres motiver for at kaste sig grams for Rudy. I en lille artikel i den allerede omtalte udgave af WAs bogsektion (!) rejser hun spørgsmålet på en tankevækkende facon. Hun starter sine overvejelser med et citat fra et af den moderne europæiske litteraturs hovedværker Vladimir Nabokovs Lolita, hvor romanens 40-årige hovedperson Humbert Humbert artikulerer sit begær for vårgrønne piger. Hvorefter hun knastørt konstaterer, at Nabokovs roman ville have svært ved at finde en forlægger i dag!

Anna Libak antaster vores opfattelse af seksualitet. Vi lever i en videnskabsdomineret verden, hvor alle menneskelige adfærdsformer forklares ud fra genetiske, neurologiske, sociale osv. modeller – bortset fra sex med mindrerige piger, som vi opfatter som ondskab i nærmest gammeltestamentlig forstand. Vi vil ikke forstå, vi vil fordømme. 100.000 danske underskrifter på nettet kan ikke tage fejl! Svinet skal have nosserne skåret af, for nu at citere Libak.

Hun har set de udsendelser (“Modellernes mareridt” og “Narret til Porno”), hvor Rudy bliver afsløret, og hun er forbløffet. Ikke over Rudy, for der var ingen belæg for – som visse dele af pressen har mere end antydet – at Rudy på nogen måde udøvede tvang over for de involverede piger. Tværtimod var han ærlig om sine planer: At der skulle laves pornooptagelser, og at han ville have noget på den dumme. Selv om han har været ude i et strafbart forehavende – det vil retsagen afgøre – så var det forbløffende, at de unge piger sådan uden videre ville indlade sig seksuelt med “en ukendt gammel mand”.

Libak mener, at vi skal diskutere forkvaklet seksualmoral. Ikke kun pigernes, men samfundets. Vi var de første, der frigav billedpornografien, og siden hed det sig, at vi var åh! så frigjorte og frisindede. Det seksuelle flyder i alle sfærer af samfundet, fordi det er sundt og godt. Og det er her, Libak ser problemet: Et forløjet billede af seksualiteten som noget slet og ret sundt og godt. Som hun udtrykker det: “Vi har indsnævret ‘naturlig sex’ til at være et frivilligt samleje mellem en mand og en kvinde med nogenlunde samme alder, økonomi, uddannelse, interesser og seksuel disposition. Lyder det usexet? Det er netop det, der er problemet”.

Libak mener, at vi – spørgsmålet er så hvorfor? – har glemt at fortælle de unge piger, at sex er en “mægtig og farlig kraft”, der rummer unævnelige følelser og fantasier. Sex er det, “der får kvinder til at drømme om store, svedige negre (undskyld afroamerikanere), om ridefogeder med svingende piske og kutteklædte munke, i sparsomt oplyste, fugtige kældre; og mænd til at drømme om fladbrystede teenagere, ærbare stuepiger i kort skørt med hvidstivet forklæde eller frodige frøkener i mamelukker af crepe” (citat slut – man mærker fantasien arbejde…).

Hvad værst er, skriver Libak, så har vi forsømt at fortælle ungmøerne, at det er sexlystens irrationelle (u)væsen, der kan få en ung pige til at føle lyst for en gammel gris som Rudy – netop, fordi han er en gammel gris!

Libak mener, at det vi burde have gjort, var at fortælle smånymferne, at den seksuelle lyst fremkalder de værste lyster og fantasier – men, at man ikke nødvendigvis skal efterleve dem, og at de kan “tøjles”. Nogen burde fortælle dem sandheden, konstaterer Anna Libak, sandheden om dem selv – og ikke kun om mænd som Rudy.

Vi lader den lige stå et øjeblik!

Det var den slags sandhed, Sigmund Freud, med indførelsen af psykoanalysen i starten af forrige århundrede, gjorde et behjertet forsøg på at fortælle os om – samtidig med, at han forudså, at “sandheden” ville møde modstand fra dag et. Og det var også denne “sandhed” den franske forfatter Sade skrev om, og derfor måtte i fængsel. Men det har sikret ham en uforglemmelig plads i vores kulturs historie. Det er en “sandhed”, der har det med at lukke sig igen, så snart nogen forsøger at åbne den…
PS. Læs også Bos kommentar om Freud.