Det er efterhånden et par år siden, vi fik nyt fra Mr. Bryan Ferry. Det var da han i 2012 udsendte den smagfulde The Jazz Age med Bryan Ferry Orchestra, et musikalsk retrospektivt album, hvor Ferry lod sine sange møde mellemkrigstidens jazz – uden at løfte sin røst. En vellykket parentes på en flot musikalsk løbebane.

Men nu er han så tilbage i den solistrolle, som vi kender ham for – siden solodebuten i 1973 med These Foolish Things. Ferry har selv skrevet de fleste af sangene på den nye plade, men har dog fået hjælp af Johnny Marr (ex-The Smiths) og Oliver Thompson på et par af sangene – uden at det ændrer grundlæggende ved det ferryske indtryk. Og så har han et par coversange med, dels Stephen Sondheims klassiker “Send in the Clowns” og Robert Palmers “Johnny and Mary” – to sange, der er helt kongeniale i forhold til Ferrys musikalske univers.

Ikke kun pladetitlen – Avonmore – men også musikken på pladen ledte mine tanker hen på Roxy Musics sidste studioalbum Avalon, der med sin bløde, melankolske, melodiøse udgave af voksenrock gav os alle et fingerpeg om, hvad solisten Bryan Ferry kunne byde på hen ad vejen. I mine ører går der en rød tråd fra Avalon og gennem Ferrys ialt femten soloplader og frem til den nye skive. Melankolien, melodiøsiteten og perfektionismen er helt intakt.

Ferry kan det der med at skrive melodier, der efter et par lytninger går lige i blodet på en som et letopløseligt sukkerstof – uden at melodierne på noget tidspunkt bliver hitlisteleflende popsange. Det er smagfuld voksenpop, der ikke let antænder lytteren som en fængende hitsang, men langsom forfører sin lytter med sin melodi og sine smagfulde, perfektionistiske arrangementer.

Og Ferry synger med en vemod og melankoli i sin bløde maskuline stemme. Han lyder som et handyr, der er såret af amors pile og sender sine kærlighedsklagesange ud gennem højtalerne til alle andre, der har kæmpet deres kampe i kærlighedens navn. Det er både uendeligt smukt og smerteligt at lytte til.

Og arrangementerne på pladen lader ikke noget tilbage at ønske med hensyn til elegance, smagfuldhed og udførelse. De kendte navne på musikerlisten – fra Johnny Marr til Mark Knopfler – er ikke kun med for at give det hele en air af kændished. De tilfører med deres professionalisme musikken netop den dimension af perfektionisme, som som er et vandmærke i Ferrys udsøgte kunst. Og helt i Ferrys ånd, så er det hans egen stemme med sin lidt transparente skrøbelighed, der står helt centralt i lydbilledet. Musikken er voksenrock, men den vegeterer lidt tilbagetrukket i lydbilledet. Her er ingen udfarende Roxy Music at finde. Det heftigste nummer på pladen er måske i virkeligheden coverversionen af Palmers “Johnny and Mary”, men selv den er blevet nedtonet og afdæmpet, så den glider perfekt ind i det samlede lydbillede.

Avonmore er en plade, der i den grad henvender sig til rockmusikalske feinschmeckere. Ikke kun dem, der for længst har meldt sig ind i Mr. Ferry fanskare, men alle, der forstår at sætte pris på moden, smagfuld rock. Hermed varmt anbefalet.

Bryan Ferry. Avonmore. BMG. Er udkommet.