Som nævnt i går svor jeg, at jeg ikke ville slippe sagen om min “aktivering” med det samme. Jeg mener, at der skal større opmærksomhed omkring dette arbejdsmarkedspolitiske område, fordi der her herskers retssløvhed (jeg mener: retsløshed) ((men “retssløvhed” er egentlig et godt ord, ikke?)) og vilkårlighed, der krænker arbejdssøgende menneskers almindelige borgerlige rettigheder.
Og næppe havde jeg indtastet mit løfte, før der dumpede et brev ind ad døren fra min a-kasse. I brevet meddelte man mig, at jobcenteret havde anmeldt mig for udeblivelse fra et kursus, som aktiverings-aktøren havde indskrevet mig til – og at man derfor ikke kunne udbetale mine dagpenge. Den økonomiske trussel – at blive berøvet sit livsunderhold, dagpengene – er en trussel man konstant møder som ledig. Stort set hver gang man kontaktes af jobcenteret følger truslen med. Den ledige skal aldrig glemme sin rådighedsforpligtelse eller, at det er nådsens brød, man modtager.
Nu skal det tilføjes, at jeg udeblev fra det omtalte kursus efter aftale med en rådgiver i a-kassen. Og at udeblivelse var begrundet i min klage over aktørens ulovlige håndtering af min aktivering.
I det hele taget har jeg ikke foretaget mig noget i denne sag uden at have indhentet råd og vejledning. For lovkomplekset og regelsættet er sådan, at kun en lille gruppe eksperter har et ordentlige overblik. Og til disse eksperter hører ikke aktørerne – og ej heller altid jobcentermedarbejderne…
Aktøren havde indskrevet mig til kurset som del af en handlingsplan (noget, man skal have som aktiveret og ledig), jeg hverken havde accepteret eller underskrevet.
Jeg har selvfølgelig straks over for a-kassen redegjort for sammenhængen. Men tilbage er en ubehagelig fornemmelse af konstant at være under anklage og befinde sig på en skrøbelige retssikkerhedsmæssigt grundlag. Får jeg mine dagpenge eller ikke? Følg med i sagaen den kommende tid.