Da jeg var dreng skete der er kraftig bearbejdning af besættelsestiden og den Anden Verdenskrig i skolens historieundervisning, og det lå nærmest som en underforståelse, at dels krigen og dels nazismens racistiske grusomheder skulle være fortid, noget, vi havde lagt bag os med den Anden Verdenskrigs afslutning. Men det viste sig jo, at vi hverken har afskaffet krig eller racisme. Begge fænomener eksisterer i bedste velgående, om man så må sige.
Og begge dele er værd at beskæftige sig med – med henblik på at få fænomenerne afskaffet engang i fremtiden. Og i går eftermiddags kunne man på DR K se en dokumentarfilm, der sætter racismen til debat på en for mig overraskende og øjenåbnende vis. Filmen bærer den originale titel Breath of Freedom og handler om racismen i den amerikanske hær under sidste verdenskrig. Da amerikanerne efter D-dag bevæger sig i retning af Tyskland, tvinges lederne af den amerikanske hær til at ophæve raceadskillelsen i hæren – for overhovedet at vinde slaget om Ardennerne og skabe den sejr, der var nødvendig for at bringe Nazismen til fald. Ophævelsen af raceadskillelsen bliver i hovedet på de sorte soldater en kim, de tager med sig tilbage til staterne efter krigen og som vokser frem som en væsentlig del af den borgerrettighedsbevægelse, der ændrede på de sortes forhold i USA. Det er også interessant, at se, hvordan de sorte soldater under besættelsen af Tyskland møder en større forståelse hos deres “fjender”, tyskerne, end hos deres egne hvide kammerater og ledere. De sidste genindførte straks efter erobringen af Tyskland raceadskillelsen i hæren.
Lidt hård sat op, så viser dokumentarfilmen, at amerikanerne i kampen mod nazisterne var bærere af den samme racisme, som den de udtrykkeligt bekæmpede og ville afskaffe. En racisme, der ganske vist ikke var sat i system og industrialiseret som nazisternes, men som havde samme nedværdigende, undertrykkende og brutale ansigt som nazisternes. Dokumentaren viser fint, hvordan krigen – man fristes til at sige på paradoksal vis – i Europa ændrer racismen i det amerikanske samfund uden helt at fjerne den. Måske er filmen også en påmindelse om, at man i jagten på og kampen mod racismen gør klogt i at skue indad for at se, om den indre svinehund står og gør inderst inde?