Bandet Wizzard var et udbryderprojekt fra Electric Light Orchestra. Da ELO havde indspillet sit første album tog en af stifterne, Roy Wood, sit gode tøj og et par andre orkestermedlemmer (Bill Hunt, keyboards, og cellisten Hugh McDowell) og dannede Wizzard. Udbruddet skyldtes “musikalske uoverensstemmelser” med Jeff Lynne, den anden hovedperson i ELO.
Wizzard med sangskriver, sanger og multiinstrumentalisten Wood i spidsen blev en af halvfjerdsernes mest talentfulde og mest kulørte eksponenter for den såkaldte glamrock. Musikken var melodiøs rock, der var oppulent oppustet, og sceneshowet var virkeligt et show off med sjove, kurlørte klude, make-up i lange baner osv. Selv yndede Wood at smøre sort-sort mascara på og føre sig frem med en stor iøjnefaldende manke.
I disse juledage vil man uden tvivl kunne høre Wizzard flere gang på pop-radiokanalerne med deres uopslidelige julesang med det skræmmende budskab “I Wish It Could Be Christmas Everyday” (fra 1973). Desværre hører man ellers ikke meget til Wizzard eller Roy Wood i det hele taget. Og det er synd og skam, for Wood, der havde en fortid i det legendariske engelske tresserpoprockorkester Move, er en ferm sangskriver, der har mange lytteværdige plader på samvittigheden, både som solist og i forskellige bandsammenhænge. Wizzard nåede at lave to gode albums, inden det opløstes første gang) i 1975: Wizzard Brew (1973) og Introducing Eddy & The Falcons (1974).
I 1970 fik de to nr. 1-hits på UK listen: See my Baby Jive og Angel Fingers.