Man behøver ikke at have fulgt ret meget med i Cat Powers musikalske rejse for at vide, at hun har skabt sig et renommé som en på mange måder utilregnelig scenekunster, hvis koncerter til tider har været helt katastrofale, fordi de gik i opløsning i en blanding af alkohol, sceneskræk og andre psykiske problemer. Men disse forventninger blev gjort til skamme i går aftes, hvor Chan Marshall lagde vejen forbi århusianske Voxhall og gav en solokoncert.

Men inden vi nåede så langt skulle vi omkring opvarmningen, der bestod af den unge, eksperimenterende Los Angeles-artist Nico Turner, der fik en god halv time med sin elektriske guitar (med påsat røgelsespind). Turner er undergrund. Hun er mest kendt for sit samarbejde med Cat Power, men har i L.A.-undergrunden gjort sig bemærket med sit band VOICEsVOICEs og har spillet sammen med en række af byens undergrundsnavne. Hun har vist endnu ikke fået udgivet en plade, men man kan lytte til hende fx på Soundcloud.

Nico Turners musik er som sagt eksperimenterende og kan forsøgsvis beskrives som minimalistisk, let støjende storbyrock. De fleste af hendes sange var meget enkle (1-3 akkorder) og svingede sig momentvis op til noget, der lød som garage- eller støjrock. Og sange er måske så meget sagt, for der var nærmest tale om fragmenter, der startede og slutte lige abrupt. Sange, der måske ikke var helt færdigudviklede endnu og godt kunne forekomme en anelse ensformige. Men det samlede indtryk var positivt af en ung kunstner i svøb, der sikkert har potentiale til i hvert fald at blive et hot undergrundskultnavn. Det skal blive spændende at følge hende fremover.

Nico Tuner var et velvalgt navn som opvarmning til excentrikeren Cat Power, der indtog scenen lidt over kl. 22 og gav en godt to timer lang koncert, der stoppede lidt over midnat. Og som allerede antydet, så slap vi for en oplevelse af Chan Marshalls dysfunktionelle sider. Hun havde samlet set styr på situationen, selv om nervøsiteten og desperationen lurede lige under overfladen.

Ganske vist havde hun fra første akkord problemer med sin scenelyd. Først med guitaren og forstærkeren og siden med lyden ved pianoet. Og hun førte en lang nedtonet diskussion med sin lydtekniker. Heldigvis betød disse problemer ikke så meget for oplevelsen i salen. Bortset fra nogle problemer med at få pianoet til at makke ret i afleveringen af en udgave af “What the world needs now” (Jackie Deshannon), så lykkedes det faktisk for Chan Marshall at aflevere sine sange med overbevisning. Forbigående endda på fremragende vis. Ja, faktisk fik jeg det indtryk, at problemerne med lyden fik det bedste frem i Cat Power, der fremstod som en både fokuseret og lidenskabeligt brændende kunstner, der kæmpede en brav kamp for at få sine sange til at virke – og vandt kampen.

Undervejs i koncerten var kunstneren meget snakkesalig og snakkede både med sig selv, lydmanden og publikum. Og det var både om snakkesaligheden, om de personlige og til tider private historier bag hendes meget personlige sange, om hendes liv i det hele taget, om den politiske virkelighed i USA osv. Og på en eller anden måde virkede hendes snakkesalighed forstærkende på indtrykket af en personligt nærvær og engagement, der også skinnede igennem i de stærke, personlige sange, vi blev underholdt med denne første aften i november. Engagement og fokus blev også understreget af, at Marshall ikke ville gøre koncerten til en ønskekoncert (publikum bød flittigt ind med ønsker), men stort set holdt sig til den playliste af sange, som hun faktisk kunne gennemføre. En overbevisende professionel attitude.

Og vi kom godt rundt i repertoiret. Lige fra hendes første plade (som hun let ironisk kaldte den) og frem til hendes nyeste og mest tilgængelige sange fra bl.a. albummet Sun. Og man fik et indtryk af en kunstner, der nok har været plaget af mange problemer undervejs, men som musikalsk og menneskeligt er modnet undervejs. Som hun selv var inde på i sin talestrøm, så har det været hendes ambition at lave et “hitalbum”, og det er til dels lykkedes med Sun, der er kommet på hitlisten. Og hendes seneste sange er da også meget mere tilgængelige end de første pladers mere eksperimenterende sange – uden at sangene har mistet personlig eller musikalsk originalitet.

Chan Marshall gjorde et stort og godt indtryk denne aften på Voxhall. Hun kæmpede bravt med sine sange og ikke mindst hendes mørke, sært smukke stemme med dens klare udtale og fornemme frasering af de personlige sangtekster gjorde et stort indtryk på mig. Selv om ikke alt lykkedes for Marshall, så tog hun alle stik hjem denne aften. Oveni skal så lægges den åbenhjertighed og det nærvær, hun lagde for dagen med sin konstante og til tider ganske afslørende snak til publikum. Det lykkedes Chan Marshall at vinde publikums gunst (ikke kun de højrøstede og tydelige fans) denne aften. Og hengivenheden blev understreget, da hun sluttede af med at dele sin blomsterbuket med nogle at publikummerne længst fremme ved scenekanten.