Som tidlige omtalt, så er rappen ikke en musikgenre, der appellerer ret meget til mig – med enkelte undtagelser. Når det er sagt, så vil jeg gerne indrømme, at jeg er blevet indfanget af Bayas rappende univers på det nye album Sort Viking Soundtrack.

Baya, der bærer det borgerlige navn Bachir Mikkel Yahiya Mathiasen, er ikke et ubeskrevet blad i musikalske sammenhænge, hvor han inden debuten her har arbejdet sammen med en række danske og udenlandske navne inden for rappen og dens nærmeste omegn, fx Medina, Burhan G, Craig David og Jill Scott. Og det er sikkert disse forudsætninger, der forklarer den meget internationale lyd, der er på pladens ialt atten skæringer. Numrene på pladen er elektroniske, melodiske og gennemført lækre. Musikken smyger sig behageligt og forførende om ens trommehinder, medens Baya foredrager sine tekster et sted mellem regulær, traditionel rap og metrisk bevidst spoken word. Teksterne, der desværre ikke er trykt i cd-hæftet, kan være lidt svære at dechiffrere, men handler om eksistentielle emner (selvindsigt, stolthed m.m.) og – måske ikke overraskende – det smukke køn, damerne, pigerne, kvinderne. Baya siger selv, at teksterne kan være lidt indforståede. Og det er rigtigt. De virker indforståede og også lidt introverte – og det i kraft af den overlækre musik, de får deres stille liv i lytterens ører.

Bayas plade gør ikke mig til den store fan af rappen og dens beslægtede genrer, men jeg er overbevist om, at Baya med sin lækre skive vil kunne nå ud til et større publikum end rappens trofaste flok. Det er en gennemført moderne plade, der i kraft af sin lækre æstetik vil tiltale mange unge lyttere, tror jeg. Hermed anbefalet.

 

Baya. Sort Viking Soundtrack. DME. Udkommer i dag.