Capac anbefaler: Tigertræning – Twang 2 – Kæmp for sjov!

Author:

tigertræning

I 1948 udkom sangbogen “De små synger”, der først blev redigeret af Margrethe Lønborg Jensen og siden af Gunnar Lønborg Jensen, og dens ialt 125 sange, der siden er blevet genoptrykt igen og igen, udgivet på cd og – indlemmet i den officielle kulturkanon i 2005, udgjorde sådan cirka min barndoms sangskat. Men siden dengang er der jo sket et og andet med den musik og de sange, vi udsætter vores børn for. Et udmærket eksempel på, hvad musik for børn kan være nu om stunder er den seneste udgivelse fra Tigertræning. Tigertræning Twang 2 – Kamp for sjov! hedder udgivelsen.

Bag pladen (og den tilhørende bog, som ikke skal omtales her, da jeg ikke har modtaget den) står idrætspædagog m.m. Lise Steffensen og musiker, producer, studieejer mm. Troels Alsted. Og om tigertræning fortæller Lise Steffensen, der har specialiseret sig i børn og bevægelse:

”Visionen er at Tigertræning skal være et bevægelsesværkested. Et sted hvor der er plads til at improvisere og lege med bevægelserne og sanserne. Det centrale er bevægelsesglæde, samvær og fælleskab. Der indgår børneyoga, akrobatik, kamplege, dans og musik. Vi afprøver både stille og vilde lege, samarbejder og improvisere… Der er ikke gradueringer, bælter og indbyrdes konkurrence. Men plads til forskellighed og mulighed for at inspirere hinanden. Alle der er med er lige vigtige og skal have plads til at indgå på egne præmisser.”

Altså et klart, moderne pædagogisk sigte med inklusion, ligeværdighed og andre smukke idealer involveret. Og til smukke formål indgår musikkens selvfølgelig som en slags central motor, der skal sætte gang i bevægelsesglæden hos børn og voksne.

Og det første, der slår mig, når jeg lytter til Twang 2, er da også, at musikken slet ikke lader sig indfange af mine fordomme om, hvad børnemusik kunne tænkes at være. Ser vi bort fra teksterne, der forståeligt nok tager sigte mod de lege og øvelser, som tigertræningen gælder, så er der tale om meget iørefaldende, stærkt swingende sange, der henter deres inspiration fra mange kilder – lige fra pop, rock over latinamerikanske rytmer osv. Der medvirker hele 24 sangere og musikere (ingen nævnt – ingen glemt) på pladen og de trakterer et hav af instrumenter, der er med til at krydre denne musikalske sammenkogte ret. Det er lykkes for bandet at skabe en plade, der i den grad inviterer til dans og anden form bevægelse. Det swinger og rykker herligt hele vejen gennem pladen – og musikken appellerer i lige så høj grad til børnene som til deres forældre, bedsteforældre og andre involverede voksne. Desværre kan jeg ikke spille hele pladen for jer – men den får min varmeste anbefaling.

Tigertræning – Twang 2 – Kæmp for sjov! MRB. Udkom den 15. oktober

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *