I går aftes så jeg det lille nostalgiske program “Tidsmaskinen” på DR2. Programmet tog os blandt andet tilbage til dengang, hvor den konservative partileder Hans Engel blev gået, fordi han i en brandert kørte ind i en betonklods. Han blev afløst af Per Stig Møller. Næppe var denne blevet udnævnt til partileder, før Ekstrabladet gravede en mere end tyve år gammel spritkørselssag frem af mørket og konfronterede Møller med den. Han benægtede – uklogt.
Indslaget fik mig til at tænke på vor tids fremherskende trang til at stille folk til ansvar for noget, de engang for mange år siden har sagt, skrevet og gjort. Medierne elsker den slags “regnskaber”. Vi har gennem de sidste årtier set en række kendte personer – fra Martin Heidegger til Günter Grass – blive hængt ud som nazister. Og herhjemme har vi set en række “sager” lagt frem i offentlighedens lys af borgerlige journalister m.fl. Fx den højreorienterede historiker Bent Jensen og hans knapt så talentfulde “væbner”, journalisten Bent Blüdnikow på Berlingske Tidende.
I denne weekends udgave af Weekendavisen kaster den gamle, garvede journalistræv Leif Blædel sig over en interessant historie desangående.
I forbindelse med omtalen af en ny bog om Baader-Meinhoff-gruppen gør Bent Blüdnikow sig den ulejlighed at opremse en række danske personer, der angiveligt “sympatiserede” med terroristerne dengang. Bogomtalen følges op af et indlæg af en anden journalist, Flemming Chr. Nielsen, der gør opmærksom på, at listen mangler et prominent navn, nemlig politisk kommentator ved Jyllands-Posten Ralf Pittelkow. Samtidig antyder Nielsen, at denne “glemsel” måske skyldes, at Pittelkow nu om dage tilhører Blüdnikows politiske lejr. Hvilket Blüdnikow selvfølgelig afviser.
Derefter kaster Blædel sig over Pittelkows forholden sig til RAF dengang. Og argumenterer fornuftigt ud fra et par citater for, at Pittelkow dengang ikke alene sympatiserede med gruppens anti-kapitalistiske holdninger (som jo blev delt og fortsat deles af mange venstreorienterede), men også med dens kriminelle metoder. Blædel fremhæver også, at Karen Jespersen, Pittelkows kone og nuværende minister for velfærd, for ganske nylig har forsøgt bagatellisere sin venstresocialistiske fortid, til trods for at hun faktisk var folketingskandidat for VS dengang. Lige som sin mand.
Forstår jeg Blædel ret, så er hans ærinde ikke at pege fingre af de to personers ungdommelige valg og holdninger, men at angribe deres historieforfalskning, som sker i en højere sags tjeneste: magtbegæret. På den måde er der en kontinuitet mellem dengang og nu, selv om de politiske fortegn er ændret: der handles i en højere sags tjeneste.
Historien er selvfølgelig særlig interessant, fordi de to personer, Pittelkow og Jespersen, i dag er højt profilerede aktører i det borgerlige politiske spektrum. Blandt andet kaster det et ubehageligt lys på den ideologiske heksejagt, som højresnoede folk som Bent Jensen og Bent Blüdnikow gennem en årerække har ført mod navngivne, tidligere og nuværende venstrefløjsfolk. Er der – kan der være – undtagelser for inkvisitionen, når disse nu tilhører højrefløjen? Er der ikke lighed for Toke såvel som for Thor i sådant et opgør?
Historien handler selvfølgelig om retten til at tage fejl, til at ændre holdning, til at blive klogere osv. Og det handler om, hvordan bearbejdningen af fortiden skal foregå. Ser man på de nævnte eksempler, så er benægtelsen, bagatelliseringen, fortielsen – man kunne måske sammenfattende sige: fortrængningen – den strategi, der bruges i håndteringen af fortiden. Med Freud in mente kan man måske sige, at man skal vare sig for at fortrænge, for det fortrængte har det med at vende tilbage i en eller anden form.
Måske er det derfor, man i gårsdagen avis kunne læse, hvordan Pittelkow havde gennemført en analyse af DRs og TV2s dækning af folketingsvalget med det resultat, at de to tv-stationer havde været “politisk farvede” til oppositionens fordel, og et implicit krav om, at journalister skal være “afbalancerede”, farveløse, neutrale i deres formidling af nyheder. Et slet skjult opgør med den påstået venstreorienterede journaliststand. Mærker man fortidens spøgelser rumstere i Pittelkows skriveri? Døm selv.