Farvel til skuespilleren Jess Ingerslev, der døde i forgårs efter længere tids sygdom, kun 67 år gammel. Dermed forsvandt endnu en tredjedel af den musikomikalske trio Klyderne. Først døde Jesper Klein og nu har vi kun Tom McEwan tilbage. Klyderne var det sted, hvor Jess Ingerslev for alvor brød igennem til et stort publikum. Klyderne var en del af DRs ugentlige ungdomsprogram Ungdomsredaktionen. Det var dengang i halvfjerdserne, hvor Danmarks Radio stadigvæk forstod, at man godt kunne underholde samtidig med, at man satte en streg under -holdning. I dag ville Ungdomsredaktionen og Kaptajn Klydes flimmercirkus med garanti blive afskrevet som ‘venstreorienteret indoktrinering’ eller lignende af højredrejede aber i det politiske establisment. Men først og fremmest var det spas og ballade med stor musikalitet og et ironisk-satirisk bid. Noget man godt kan savne rigtig meget i disse blå konformistiske tider…
I de danske medier vil man kunne læse om Jess Ingerslevs mange andre meriter som skuespiller lige fra Shakespeareopførelser på teateret til rollen som onkel i de nye Far til Fire-film. Jo, han var en skuespiller med en stor rækkevidde – men i min erindring vil han altid være en af den generation, der gjorde en forskel i tv-mediet – dengang det medie virkelig var værd at beskæftige sig med…
Se fx dette afsnit af Ungdomsredaktionen.
Og her tager Jess, Tom og Jesper gas på det gamle lummerhit “Je t’aime”