I går aftes så jeg – sådan ret tilfældigt – en udsendelse med forfatteren og journalisten Morten Sabro. Den handlede om, hvad der sker, efter man er død. Sabro, der er 60, fik for nylig en mindre hjerneblødning, og det fik ham til at tænke over, hvad der ville ske – sådan rent praktisk – hvis nu han var død i sygesengen. Man fulgte ham og konen tilbage på afdelingen, hvor en læge forklarede dem proceduren. Først erklærer en læge patienten for død ved at lyse ind i pupillerne og tage pulsen. Dernæst får det formodede lig lov til at ligge i ca. seks timer, hvorefter det med en seddel på storetåen køres til kapellets kølehus, hvor det så ligger sammen med andre stive kroppe, indtil de efterladte har fundet ud af, hvad der skal ske med den afdøde.
I og for sig en ganske banal historie. Og ganske informativ. Det interessante var at opleve forfatterens tematisering af sine egne kvababbelser omkring sin egen exit. Sin klaustrofobi for eksempel. Hvordan vil man have det med at komme i en kiste, når man undgår elevatorer?! Og hvad nu, hvis man ikke er rigtig død og vågner op et eller andet sted på vejen mod hullet i jorden eller krematorieovnen? Hele tiden var der det der umulige forsøg på at se det fra den dødes synspunkt. Underligt tv. For.. underligt…