Det var næsten forbigået min opmærksomhed, at popsangerinden og -komponisten Lynsey de Paul (Lynsey Monckton Rubin) døde den 1. oktober i år af en hjerneblødning. Hun blev kun 64 år gammel.

Lynseys vej til poppen er lidt speciel. Som ganske ung ernærede hun sig ved at kreere omslag til album og det førte, fordi hun måtte lytte til pladerne bag coveret, til sangskrivningen, der så blev hendes levevej. Først som komponist for andre, og i starten af halvfjerdserne kom hun så selv på banen som sangerinde og hittede med sangen “Sugar me“. Successen blev fulgt op af en lille håndfuld hits de efterfølgende år. Men Lynsey holdt sig ikke kun i den lette popboldgade. Hun samerbejdede også med Mott the Hoople og skrev sangteksten til deres sang “Roll away the stone”, ligesom hun arbejde sammen med pigetrioen Thunderthighs, der fik et par hits med hendes sange (“Roll away the stone” og “Central park arrest”). Og i perioden 1972 til 1977 stod hun for ialt fjorten singlehits på den britiske liste, bla. med Barry Blue, Flash Cadillac og Bond. I 1977 satte hun kronen på popværket med “Rock Bottom“, der var Storbritanniens bidrag til årets store kommercielle begivenhed, Melodi Grand Prix.

Fra firserne og frem fortsatte hun med succes med at skrive sange for andre og kastede sig også over musik til film, reklamer, børneplader m.m. Hun fandt også tid til at engagere sig i politik (for de konservative), kvindesagen (selvforsvar) og andet. Nogle af hendes seneste aktiviteter var at være med-vært ved 35års mindekoncerten for Marc Bolan. Og sidste år udkom to antologier med nogle af hendes mest kendte sange: Sugar and Beyond og Into my music.

Lynsey de Paul havde evnen til at skrive fængende popsange og det er som sådan hun fortjener en lille minderune.