I 2008 omtalte jeg københavnerkvartetten Harmonics EP Return Different og konstaterede, at gruppen spillede en melodisk rock med rødder i halvfjerdsernes og tressernes rock – og mente, at de måske ville finde deres stil i håndteringen af arven fra disse formative årtier. Jeg kunne måske også have valgt at skrive, at Harmonics havde en nostalgisk tilgang til rocken – en traditionssøgende musiksmag. Og måske er det ikke tilfældigt at bandet kalder deres album “Nostalgi er ikke, hvad det har været”. Måske er det udtryk for både en bekræftelse af traditionalismen i musiksmagen og et ønske om at give musikken et ekstra twist, der sikrer en samtidighed og fremtidig udviklingsmulighed!?

I hvert fald er det en sådan dobbelthed, jeg hører, når jeg lægger øre til Nostalgia isn’t what it used to be. Og det understreges allerede i den første sang “Pledge”, der egentlig er en iørefaldende, lidt tilbagelænet rocksang af den type, man kunne spille på den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne eller (også) i senere årtiers indierock, men Søren Manschers guitarspil inducerer en god portion vildskab og støjende rock i nummeret, så sangen også griber ud efter post-punken og den hvide lyd i metropolrocken og med denne legering bekræfter, at musikken er et barn af nutidens rock og har et fremtidsperspektiv.

Den samme dobbelthed finder vi i sangen “Sally Girl”, hvor de prægnante guitarer ved Søren Manscher og Frederik Langkjær igen følger Søren Manschers sang som en kontrapunktisk skygge ved den melodiske popsang. Og bag den lyse mandepopstemme og de flyvende guitarer ligger Søren Damsbo-Svendsens sikre, mærkbare bas og Frederik Håkonssens solide trommer, der giver musikken den rette poprockpuls og svedige fremdrift.

Jeg kunne fortsætte analysen af de enkelte sange ud fra den indledende karakteristik og den ville passe på dem alle sammen, fordi det er et signalement af Harmonics stil anno 2014. En stil, der bygger på den bedste tradtion for melodiforankret, fortællende rocksange, men også spalter sig i en fremadrettet postpunkinficeret, frenetisk rock. Og så er det hele krydret med lag af andre instrumenter, fra Langkjærs brug af theremin og tangentinstrumenter over gæstemusikernes inddragelse af violin (Nanna Treu, Anne Marie Hjort Christiansen), cello (Torbjørn Eika Jørgensen) og trompet (Jørgen Stenbæk). Det giver et lag, der både udvider lydebilledet i det melodiske og harmoniske udtryk, samtidig med at det opbløder rockkanten lidt.

Det samlede indtryk er, at Harmonics helt lever op til de forventninger, de afsatte i mit sind med debut-EPen i 2012 og fremstår som et band, der på smukkeste vis tager den røde tråd op fra de foregående årtiers tradition for følelsesbåret, narrativ, iørefaldende rockmusik og iklæder det en tonedragt, der både er tilbage- og fremadskuende og ikke mindst en bekræftelse af, at rocken stadigvæk har noget at byde på i vort århundrede. Hermed anbefalet.

Harmonics. Nostalgia isn’t what it used to be. NMS. Udkommer i dag.