Dánjal er navnet på et band og navnet på bandets forgrundsfigur og sangskriver, færingen Dánjal á Neystabø. Bandet har to album på samvittigheden. I 2009 udkom “The Palace”, der blev fulgt op af “The Bubble” i 2012. Og nu kommer så nummer 3, Time.

I litteraturen om dette band gøres der en del ud af, at sangskriver Dánjal er rundet af en indflydelsesrig færøsk politikerfamilie og vist har kunnet provokere færinger med tekster med politisk bid. Men på den nye plade skal man lede med en tættekam for at finde noget, der blot peger i retning af almenpolitiske ytringer. Den indledende sang “Raindrops” kan siges at have et element af noget politisk – på et meget abstrakt og symbolsk plan, hvor regndråberne er ladet med militaristisk betydning – uden at det bliver særlig klart, hvad de kæmper for: “Raindrops in the sun/ dried up and deserted/ picking up a gun/ for the last time”.

Det symbolske og abstrakt beskrivende går igen i albummets andre sange, der bliver mest konkrete i de sange, der handler om kvinder. Fx kærlighedssangen til Beth, hvor parternes veje skilles, men kærligheden består: “I love Beth until the last breath”.  Eller sangen om “Rosemary”, der måske er en slags kærlighedshistorie eller i hvert fald en sang om den for andre uforståelige udveksling af betydning, der kan ske mellem to mennesker af modsat køn: “She said: I’ll give you water/ if you give me life/ just promise me to outlive me”. Jo, kvinder kan være svære at forstå, som Freud var inde på, og som Dánjal også mediterer alment over i sangen “Woman”.: “Tell me wshat you like…”. Was will das Weib…

Time er ikke et decidert conceptalbum, der er bundet sammen af en gennemgående idé. Det, der binder sangene sammen er netop Dánjals forkærlighed for sange, der er meditativt abstrakte og som udtrykker sig gennem almene symboler og billeder. Som fx den lille sang “Never again”, hvor billedet er floden med al den betydning, der kan tilægges det billede, men hvor ordet “the river” også blot er generator for tekstens musikalitet: “Once I lost my head into the river/ Now I’m here wondering what to give her…”.

Det, der først og fremmest skaber sammenhæng på albummet, er musikken. Dánjal spiller en indierock, der er farvet af brugen af instrumenter fra den klassiske musik (i kraft af en hel del gæstemusikere), af sangskriver Dánjal særlige singer-songwriter-tone og en særlig folktone, der nok skyldes både bandets sammensatte nordiske karakter og den finske komponist Kim Rafael Nybergs talent for at skabe komplekse melodiøse sange, der emmer af både pop, rock og folk i forskellige grader.

Jeg kender ikke Dánjal foregående plader, men med den nye plade viser Dánjal, at det er en projekt med sin hel egen lyd og egenart. Det er ikke kun i nordisk sammenhæng Dánjal skiller sig ud, men også i international sammenhæng. Og bandet burde vinde genklang i de udenlandske medier og på de udenlandske scener – og har også gjort det til en vis grad. De har i hvert fald formatet til det. Hermed anbefalet.

Dánjal. Time. Produceret af Dánja á Neystabø. Cargo Records. Udkommer i dag.