Bag bandnavnet The Rentals gemmer sig Matt Sharp, der tidligere har slået sine musikalske folder i Weezer. Under navnet The Rentals har Sharp og hans musikalske hjælpere skabt tre album. På det nyeste, Lost in Alphaville, der skal omtales og anbefales her, får han hjælp af Jess Wolfe, Holly Laessig, Ryan Slegr, Lauren Chipman og Patrick Carney. Et persongalleri, der har forbindelse til navne som Lucius, Ozma og The Black Keys. Derud over får Rentals iørefaldende hjælp fra The West Los Angeles Children’s Choir på et par numre på pladen.
Det umiddelbare indtryk af pladen er, at der er tale om en gennemproduceret og meget homogen plade. Dette indtryk understreges af oplysninger om, at pladen er blevet til ved at alle sporene er blevet indspillet separat og efterfølgende lagt sammen af Matt Sharp i hjemmestudiet. Det er har givet de ialt 10 sange en fælles homogent præg. Omkring Sharps lette, næsten transparente stemme i forgrunden danser Wolfe og Laessigs feminine, unisone backingvokaler, et luftigt lag af strygere og nu og da Sharps egne synthesizer. Det hele kunne lette og blive indiepopsæbebobler af fineste slags, hvis ikke Carneys trommer, Slegrs upolerede guitar og Sharps egen bas trak det hele i retning af rock. Så det endelige output bliver en omgang velsmagende indierock med klart mainstreamhitpotentiale. Lost in Alphaville er en understregning af, at indiepoprocken stadigvæk er vital og har noget at byde på. Og det ville være synd, hvis pladen hurtigt gik i g(l)emmebogen, så giv den en chance på din afspiller. Hermed anbefalet.
The Rentals. Lost in Alphaville. Producer: The Rentals. Polyvinylrecords. Er udkommet.