Da Blue Cheers debutalbum Vincebus Eruptum udkom i 1968 fik den en del kommentarer og afspilninger med i Danmarks Radio hos Jørgen Mylius o.a. Og en anekdote, der flere gange blev fortalt i den forbindelse var, at medlemmerne i Blue Cheer var tidligere Hells Angels-medlemmer, der havde stillet motorcyklen til side og grebet instrumenterne.

Det var dog en mytologisk anekdote, der ikke helt havde hold i virkeligheden. Et gran af sandhed var der god i den forstand, at bandets første manager var fra Hells Angels, og at bandet optrådte ved adskillige bikertræf i San Franciso-området. Men ellers opstod Blue Cheer – der efter sigende tog navn efter et populært LSD-produkt i tiden – i det frodige musikalske miljø i tressernes San Francisco. Og inden den første plade blev indspillet havde der allerede været adskillige musikere ind over, inden grundstammen blev fastlagt med Dickie Peterson (sang, bas), Leigh Stephens (guitar) og Paul Whaley (trommer).

Vincebus Eruptum fik rigtig gode anmeldelser, da den kom frem, og klarede sig nogenlunde på hitlisterne uden at blive storsælgende. Med til at fremme successen var, at Blue Cheer havde lavet en fortolkning af Eddie Cochrans glansnummer “Summertime Blues”, der indleder albummet. Og netop denne flossede, majestætiske udgave var i højeste grad med til at definere Blue Cheers eftermæle som et band, der var med til at grundlægge heavy metal-genren. Til anekdoterne hører historien om, at gruppen ødelagde alle højtalerne i Amigo Studios i North Hollywood, hvor pladen blev indspillet i 1967. På grund af lydniveat.

Selv om man godt kan høre på Vincebus Eruptum, at Blue Cheer udsprang af den psykedeliske musik i San Francisco i tresserne, så er det den rå, støjende bluesrock, der først og fremmest kendetegner bandet. Det understreges nok allerbedst i det næsten otte minutter lange nummer “Dr. Please”, hvor den forvrængede guitar og de buldrende trommer får lov til at folde sig helt ud.

Genhørt her mere end 45 år efter udgivelsen, så har jeg lidt svært ved at identificere pladen som heavy metal. Nej, der er tale om hård blues-rock, der er udtænkt og udført under inspiration af datidens store dynamiske trioer, Jimi Hendrix Experience og Cream ikke mindst. Og som i disse bands kompenseres der for trioens begrænsninger ved et højt lydniveau og frenetiske instrumentale udladninger. Og det skal forstås som en udmærkelse…og Blue Cheer overgik dem alle i den henseende.

I forskellige gestaltninger har Blue Cheer været aktive helt frem til starten af dette århundrede, men de har på intet tidspunkt nået samme højder som på debutpladen, der er og bliver en indflydelsesrig klassiker i støjrocken, Såvel Sonic Youth som Neil Young må have lyttet meget til den plade genenm tiden.

Vincebus Eruptum er et album, der holder 100% og bærer sin alder med stor friskhed og en energi, der må gøre mange moderne rockmusikere blege af misundelse.