Svinetønden – en erindringsstump

Author:

Al den snak om skraldespande fik mig til – alt medens jeg dumpede en fil i Windows-papirkurven – at mindes svinetønden. Den stod ved siden af de tre almindelige skraldespande bag ved det lille toetagers hus, vi boede i. Når man kom op fra cykelkælderen eller gik fra baggården i retning af Nygårdsvej, så kunne man ikke undgå at komme forbi den. Og lugte den. Den stank nemlig til himlen af fordærvede madrester.
Svinetønden var en gammel, rusten spand. Den var cylinderformet og havde ringe, riller eller bølger langs siderne. Måske havde den tjent som olietønde i sit tidligere liv.
Nogle gange om ugen kom en yngre, sorthåret mand og hentede indholdet, der bestod af levn fra de forskellige husholdninger i huset. Hvorefter han afleverede det hos en svineavler et eller andet sted i nærheden.
Hvorfor er det nu, man husker sådan en perifer ting? For mit indre øje kan jeg med stor tydelighed se den let ramponerede, rødrustne spand stå der ved siden af de andre. Måske, fordi den var lidt ved siden af? En outsider?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *