Skinnet bedrager måske lidt. Hvis det grå foto på forsiden af Pillar Points eponyme album med den unge mand på sengekanten signalerer en lidt søvning morgen med søvn i ansigtet og pudehår. For musikken der gemmer sig bag fotoet er alt andet end søvnig.

Pillar Point er Scott Reithermans projekt. Han har tidligere slået sine folder i det relativt ubemærkede indieband Throw Me The Statue, men er nu gået solo (med venners hjælp). Og vennerne er bl.a. James McAlister og Tylar Swan, der begge spiller rigtige analoge trommer, der er med til at skre musikken et energisk, levende rytmisk grundlag på hvilket de i alt ni indiepoprocksange rejser sig.

Albummet begynder med kærlighedssangen Diamond Mine, der er et pejlemærke for musikken på pladen. En momentant medrivende sang, der er popmelodiøs, men samtidig bærer en rockheftighed i sig i kraft af et insisterende spor af synth-riffs og -lyde. Og oven på det store lag af electronicapop ligger Scott Reithermanns klare stemme med prisværdig dechiffrerbarhed og gennemslagskraft.

Og Diamond Mine afslører, hvad PIllar Point har at byde på på dette fine album. To håndfulde poplækre sange i krydsfeltet mellem renlivet pop, dansant electronica og pulserende og pumpende rock.

Teksterne kredser om ungdommelige emner som kærlighed og drømme og er alt andet end simple lettilgængelige poptekster. Her er noget for pophovederne at læse og fordybe sig i. Men vigtigst af alt er, at sangtekster fungerer optimalt i forhold til musikken og smyger sig kærligt om rytmer og riffs.

Pillar Points debutalbum er sådan et album, der let kunne forsvinde i strømmen af nye udgivelser. Men hvis man er til inciterende synth-pop-rock, der sagtens kan måle sig med de bedste udøvere inden for det felt – Daft Punk, OMD, Petshop Boys osv. – så går man ikke galt i byen ved at tage Pillar Point til sig. Og det skal blive spændende at høre, hvad Scott Reithermann og Co. finder på fremover… Hermed anbefalet.

Pillar Point. Pillar Point. Polyvinyl Records / TAMBOURHINOCEROS. 2014 – Er udkommet.