Efter at have læst Dave van Ronks erindringer The Mayor of McDougall Street indser jeg, at der slet ikke er tale om erindringer sui generis. Bogen er ikke først og fremmest en beskrivelse af Ronks liv, men en beskrivelse af de formative år i halvtredsernes slutning og begyndelsen af tresserne, hvor folkemusikkens mange koryfæer gøder jorden for den folkbølge, der skyller hen over Vesten med Bob Dylan. Ronk skelner tydeligt mellem tiden før og efter.

Den første bølges folk var ikke primært interesseret i berømmelse og penge (selv om de altid var i bekneb for de sidste…), men havde en hel masse musik på hjerte. Så kom folkebølgen og rev det hele med sig – eller gjorde den? Både og. Vi kan stadigvæk finde eksempler på den type folkemusikere, der var fremme på de små coffeehouses og listige steder i Greenwich Village, dengang Dave van Ronk spillede. Musikere med en guitar, en stemme og en håndfuld personlige sange, der har noget at fortælle os. Et eksempel er John Gorka, der siden firserne har udsendt en række album, der alle står i traditionen fra folkemusikkens gyldne tidsalder i starten af tresserne. Her er titelsangen fra mandens seneste album Bright Side of Down.