Ved meddelelsen om Robin Williams alt for tidlige død for egen hånd gled mine tanker lynhurtigt gennem de sidste tre år af mit liv, hvor jeg har mødt et skræmmende højt antal mennesker, der lider af depression (ofte i kombination med angstsymptomer og andet). Som oftest har jeg først fået det at vide efter at vi har snakket sammen i længere tid, for typisk for de depressionsramte, så kan man som hovedregel ikke se på personen, at han/hun lider af en depression. Det er først, når man får skrabet lidt i den sociale overflade af “jamen-jeg-har-det-godt-og-det går-fint”, at den indre dæmon viser noget af sit ansigt. På min natlektyrehylde ligger en bog med titlen The Noonday Demon, og dens mange hundrede af sider handler netop om denne dæmon, der i disse år plager alt for mange mennesker. Ofte i en sådan grad, at de har svært ved at fungere i en familie og i et almindeligt job.

Robin Williams var – kan man læse – en af disse depressionsramte.

Hans skuespillergerning vil blive endevendt den kommende tid i medierne. Selv vil jeg nøjes med at anbefale en enkelt film eller to i mandens værk. Film, der begge viser mange af mandens faglige kvaliteter som skuespiller, blandt andet og ikke mindst dobbelthed af indre smerte eller uro og ydre normalitet.

Den ene film er Awakenings fra 1990, hvor Williams spiller lægen Dr. Malcolm Sayer, der vækker en række katatoniske patienter af en dyb søvn med et nyt medikament, L-Dopa. Filmen bygger på neurologen Oliver Sacks oplevelser og er – set i lyset af dagens meddelelse – en lang og smuk hyldest til livet.

Den anden – og måske lidt oversete – film er thrilleren Insomnia fra 2002, hvor Williams spiller over for Al Pacino og Hilary Swank. Filmen, der er et remake af en norsk film med samme titel, er en sublim thriller, og Williams udfylder med sin dobbeltbundethed rollen som en mistænkt med bravour. Måske ikke en af Williams største roller, men bestemt en af hans bedste.