En af myterne om den kolde krig går ud på, at den indbyggede trussel om et atomart ragnarok var med til at holde den skrøbelige magtbalance mellem Vest og Øst sådan nogenlunde i ligevægt. Men jeg tror, at satirikeren og musikeren Tom Lehrer kommer meget tættere på sandheden om det atomare helvede, nemlig, at mange – de fleste i virkeligheden? – tænkte: Skulle det gå så galt, så er jeg ikke den eneste, der bliver stegt. Vi ryger alle sammen, når først det går løs. Den tyske filosof Hans Magnus Enzensberger har fremført samme svært gendrivelige argument.
Spørgsmålet er så, om vores holdning til det eskatologiske perspektiv har ændret sig siden dengang i halvtredserne og tresserne? Nu er atomtruslen jo skrumpet noget ind, men i stedet for har vi fået klimatruslen. Den globale opvarmning på grund af drivhusgasser har været på de internationale politiske dagsorden i årtier – men – hånden på hjertet – hvad er der sket? Diverse internationale aftaler om begrænsning af udledningen af CO2- og andre gasarter er ikke blevet overholdt og dead-line er blevet udskudt med årtier. Alt imedens isen ved polerne smelter og effekterne af den globale opvarmning kan spores overalt.
Og med den internationale økonomiske krise fik klimaoptimisterne serveret en problematik, der tilsyneladende kunne flytte klimaproblematikken langt ned på prioritetslisten. Nu galdt det om at få gang i hjulene igen, få gang i væksten (og dens forbrug af fossilt brændstof) osv. Den økonomiske dagsorden har taget luften ud af klimadebatten.
Det er derfor, man i dag kan se en svensk minister reducere skovbrandene i Sverige til at være “undtagelser”, ikke konsekvenser af den globale opvarmning og den efterfølgende tørke. Og det er af samme grund nyheden om de store metanskabte huller på Yamal-halvøen i Sibirien blev godt gemt langt nede i nyhedsrækken – efter de daglige nyheder om Gaza-konflikten ikke mindst.
At hullerne er tegn på, at den globale opvarmning har godt fat i den sibiriske permafrost og forårsager en massiv udsivning af metangas til atmosfæren og en voldsom forværring af forureningen, har ikke fået den største opmærksomhed i de landsdækkende medier. Og måske er der en lille stemme, der hvisker nyhedsjournalisterne i øret: Skulle det gå så galt, som disse tegn tyder på, så går det jo ud over os alle sammen. We will all go together when we go…
