På morgenens tur med gravhunden passerede jeg en af de århusianske indfaldsveje. Og selv om vi skulle over et fodgængerfelt med belysning tog det sin tid. Langt fra alle bilister var til sinds at standse og lade os kommer over på den anden side. Selv om færdselsloven foreskriver det. Folk har jo travlt sådan en morgen. Og der var mange biler.
Det fik mig til at tænke på noget, som den lokale mekaniker sagde til mig forleden. Ved værkstedet stod der rigtig mange biler og ventede på at blive repareret. Da jeg hentydede til arbejdspresset, sagde han: “For nogle år siden var der “døde” perioder her i butikken. Men ikke længere. Det er, fordi dem, der tidligere ikke havde råd til en bil, har det nu, og dem, der tidligere havde en bil, har nu råd til to, og dem, der havde to biler…”. Ingen tvivl om det. En stor del af danskerne har fået flere penge mellem hænderne (friværdi!) og bruger en del af dem på biler.
Når man tænker på den klimaproblematik, der netop ikke dominerede valgkampen, og som har fået en stedmoderlige behandling i regeringsgrundlaget, så kan man godt bliver lidt bekymret.
For lidt over en uge siden var der et interview med Jørgen Leth i Information. Anledningen var den nye bog. Interviewet overskrift var “Livet og lysten” og handlede netop om disse to ting. Til allersidst i interviewet spørger intervieweren, Kristen Bjørnkjær, så: “- Hvad tænker du som kosmopolitisk rejsende om klimaspørgsmålet. Har vi håb?” Og Leth svarer: “Jeg har stor respekt for Al Gore og det, han gør, men jeg er ikke så optimistisk, for somme tider har jeg en fornemmelse af, at der er noget uafvendeligt i gang. Jeg tror, at videnskabsmændene har ret i deres forudsigelser – mere end offentligheden er klar over. Det bekymrer mig.”. At der er noget uafvendeligt i gang. Den fornemmelse har jeg også. Naturkatastrofernes antal er firdoblet inden for de seneste år. Australiens landbrug er truet af en årelang tørke, der ingen ende synes at få. Og så videre.