Jeg har ikke læst den norske forfatter Lars Saabye Christensens prisbelønnede roman Halvbroderen, men de sidste eftermiddage har jeg fornøjet mig med at se tv-dramatiseringen af romanen på DR2.

Og det er for at sige det ligeud en fortrinlig dramatisering, nordmændene har lavet. Den oser langt væk af respekt for det litterære forlæg, der efter sigende var tyve år undervejs, før romanen blev realiseret.

Halvbroderen er en familiekrønike om de to halvbrødre Barnum og Fred og deres kvindelige ophav, de tre enlige mødre (datter, mor og mormor). Historien begynder i nutiden, hvor en forfatter – Barnum som voksen – er flyttet ind i en øde hytte ved kysten for at skrive en historie på sin medbragte IBM kuglehovedmaskine. Og derfra bevæger vi os frem og tilbage mellem tiden omkring befrielsen i 1945 og nutiden, der er præget af de tidlige års hændelser.

Et grundlæggende tema i historien er den fraværende fader. Fred er produktet af en voldtægt og kender ikke sin biologiske fader, der forsvandt efter sin forbrydelse og kun efterlod sig en blank uniformsknap. Fred selv forsvinder også sporløst på et tidspunkt. Det samme gjorde morfaderen, der forsvandt på en ekspedition på Indlandsisen. Og Barnums far, Arnold, skrives også ud af fortællingen, da han slås ihjel af en diskos, som Fred har kast i hovedet på ham. Mysterierne om de forsvundne og fraværende mænd gennemsyrer fortællingen og giver en en fascinerende dimension af mystik. Og i sin tro på, at fortiden hviler på og bevæger vores bevistheder er fortællingen et ægte produkt af det tyvende århundrede. Freud, Marx m.fl. har ikke levet forgæves…

Fortællingen er selsagt også en fortælling om, hvordan fortiden bliver mestret gennem fortællingen. Det er Barnum med skrivemaskinen – sikkert Saabye Christensens alter ego – der med stort besvær får skruet den samlede fortælling sammen.

Skuespillet i filmen er helt i top. Pragtpræstationer på alle pladser. Og tidsbilldet er tegnet med følsom nuancering i detaljen. Man mærker virkelig, at forfatteren har brugt mange år på at få alle ingredienser på plads – og at instruktøren og hans entourage har formået at omsætte romanens virkelighed til levende billeder.

Hvis man ikke kender denne fantastiske fortælling, så er der al mulig grund til at bruge timer på den. De sidste par afsnit kan endnu ses på DR2 og genudsendes vist sent på tirsdage. Desværre kan man ikke se afsnittene på DRs hjemmeside af ophavsretsmæssige årsager, men man kan gå ind på bibliotekernes udmærkede side Filmstriben og se samtlige afsnit ganske gratis. Og serien kan også fås på dvd.

Og musik er der også i filmen. I en scene ved et sommerhus ved kysten finder Barnums kommende kæreste og kone moderens guitar og sætter sig ned og spiller en sprød udgave Monkees’ hit “Daydream Beliver” – som en slags kommentar til Barnums dagdrømmeri.