“Der er gode år. Mindre gode. Og så dem, der er lige til at skylle i lokummet. Nærværende år falder for undertegnedes vedkommende i sidste kategori. Et af de der 365 dages forløb, hvor alt, der kunne gå galt, gik galt. Nå, året er jo ikke ovre endnu, så det kan sagtens nå at blive værre. Nu må De ikke misforstå mig – jeg klager ikke. Konstaterer blot, at tingene går op og ned. Og det er ikke, fordi vi går sultne i seng her i hytten eller noget af den art.

Tværtom kan jeg ikke benægte at have givet mig i kast med lidt trøstespiseri i ny og næ – foret kadaveret, så at sige. Men blandt lyspunkterne må jeg endnu engang pege på musikken – the only friend until the end, som Jim Morrison og The Doors påstod.

Hvor ofte har jeg ikke grebet ud efter hovedtelefonerne, ladet mig synke ned i den gode stol og så at sige ladet musikken do the talking? Og hvor tit har den ikke formået at vende sortsyn og mismod til i hvert fald fortrøstning – sammenholdt med nogle lange gåture er det stadig den bedste kur mod ansatser til såvel det depressive som det selvmedlidende, jeg kender.”

fra Klaus Lynggaards anmeldelse af koncerten med Ryan Adams and the Cardinals i Falkoner Salen torsdag d. 22/11.