I morgen går det løs. Bob Dylan og band træder op på Amfiscenen ved det aarhusianske Musikhus. Og det er selvfølgelig en stor begivenhed. Men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal forvente mig af koncerten og showet – ud over at få set giraffen i virkeligheden. Og den forventning kan nok ikke helt gå galt. Men det musikalske udbytte? Ikke alle mandens koncerter er vellykkede. Det vidner utallige anmeldelser om. Uanset hvordan det så spænder af, så vil det ikke rokke ved min opfattelse af, at vi har at gøre  med en af de allerstørste kulturpersonligheder med rødder i tresserne og i den moderne amerikanske kulturarv. Måske er Dylan overvurderet?! Han er ikke nogen halvgud, men en kunstner, der har forstået at fastholde sin personlige integritet i mediehavet og holde fast i det, det drejer sig om: kunsten. Musikken, lyrikken og koncerterne. Han har vist og bevist, at man ikke – som fx Elvis eller Michael Jackson – behøver at blive opslugt og ædt at berømmelsens store monster, hvis man blot holder fast i udgangspunktet. Og det tror jeg er forklaringen på ‘gåden om Bob Dylan’: At hans tilgang til musik og tekst stort set er den samme som dengang, hvor han først trådte ind på verdensscenen i de tidlige tresseren. Kom an Mr. Tambourine Man!