Med successen som James Bond er der åbenbart blevet åbnet op for den mere eller mindre oversete række af film, som skuespilleren Daniel Craig har medvirket i inden. Således har capac for nylig købt Peter Sehrs “Obsession”, der længe har været uopdrivelig i almindelig nethandel, men nu er genoptrykt. Men der mangler stadigvæk nogle, fx Hotel Splendid, der kun fås second hand.
TV-kanalerne har heller ikke været sene til at udstråle film med Craig. Fx sendte DR i sidste uge Roger Michells Ian McEwan-filmatisering Enduring Love (da. Evig kærlighed) fra 2004. Ud over Craig medvirker Samantha Morton som kæresten, capac-favoritten Rhys Ifans som den lidt skræmmende, forstyrrede og forstyrrende Jed, Bill Nighy (også en favorit), Sara Lynch m.fl.
Instruktøren Roger Michell er især kendt for sit solide komedie-hit Notting Hill (m. Julia Roberts og Hugh Grant) og Changing Lanes (m. Ben Affleck).
Der er langt fra den underholdende, letbenede Notting Hill til Enduring Love, selv om begge har kærligheden som grundtema.
Evig Kærlighed begynder med en uforglemmelig scene. To mennesker – Joe (Daniel Craig) og Claire (Samantha Morton) – er på picknick i det åbne engelske landskab og har slået sig ned på en mark. Netop da Joe har fundet champagnen og en guldring frem for at fri til sin udkårne, så sejler en stor rød luftballon ind over engen. Da passagererne i ballonens kurv er i vanskeligheder iler Joe dem til hjælp sammen med nogle andre tilskuere. Det ender med, at en af ballonfarerne styrter i døden.
Episoden viser sig at få fatale konsekvenser for de involverede. Den sære Jed, der lider af mentale problemer og religiøse anfægtelser opsøger den akademiske nihilist Joe og forfølger ham som inkarnationen af Joes dårlige samvittighed eller fortrængte følelsesliv. Uden at afsløre for meget, så får den spektakulære ballonfart – der er ladet med symbolik – katastrofale konsekvenser for Joe og de andre.
Historien er åben for fortolkninger. Er det – som Jed mener – selve meningen, den guddommelige mening, der i form af en rød ballon daler ned i personernes hverdagsliv, eller er det måske et tegn på livets fundamentale meningsløshed, sådan som Joe er tilbøjelig til at tro?
I hvert fald er det en film, der går ind under huden på tilskueren. Skuespillerne yder det optimale. Især viser Craig og Ifans, at de rummer mere end James Bond og spøjs fætter i deres arsenal af skuespillertalenter. Anbefales.