Jeg har set frem til at læse dagens anmeldelser af Rolling Stones’ optræden på Roskilde i forvisning om, at de garvede rullesten nok skulle tage det stik hjem i kraft af deres professionalisme og livsdrift. Og sådan blev det vist også, selv om der er mislyde i anmeldelserne. Bandets famøse slaphed slap dem ikke helt. Keef sang ikke godt m.m. Men ellers kørte stadionrockmaskinen som smurt. Og et eller andet sted dybt ind i mit gamle skrog er der en lille stemme, der siger, at jeg skulle have været der – bare for at have været der. Men nej, den stemme må vente til næste uge, hvor his Bobness træder op i Aarhus.

Selv om Rullestenene måske kom forbi for allersidste gang, så vil de forblive musikalske helte i min bevidsthed. De var dengang med deres usoignerede fremtræden ( i følge mine forældre) og deres rå R&B-baserede beatmusik indbegrebet af tressernes modkulturelle bevægelse. I langt højere grad end the Beatles, og deres senere voksen sig ind i jetsetlivsstil med mange penge på kontoen ændrede ikke rigtig ved udgangspunktet, der altid har været der og nu og da skinnede igennem på plader og i koncerter. This will be the last time – for sure. Men i min og andres bevidsthed vil de altid være der.