Voksenbloggernes udsendte på den lysegrønne ø, Irene, har været – lidt melankolsk – inde på fænomenet dialekter. Og spørger mig så, om jeg taler dialekt.
Jeg kommer fra den vestjyske by Esbjerg og havde indtil ca. 1980 ikke tænkt over esbjergensisk som en dialekt. Men jeg blev klogere. I 1980 havde jeg boet Århus i syv år og læst på universitetet lige sålænge. Så forestillingen om, at der skulle være noget dialektalt tilbage, ja, blot en dialektal tone, i min version af modersmålet, lå mig meget fjernt.
Men – en kærestes mor belærte mig om noget andet. Jeg husker endnu den første gang jeg snakkede i telefon med hende, så sagde hun: Kommer du fra Esbjerg? Jeg blev mildest talt paf. Siden har jeg været bevidst om, at der er dialektale elementer i mit sprog. Fx sker det, at jeg bruger fælleskønsbetegnelse om navneord, selv om jeg som gammel dansklærer godt kan kende forskel. Jeg kan finde at sige: en hus. Det gør eller gjorde man, hvor jeg kommer fra. Mine studerende på østkysten har moret sig et par gange over det. Og hver gang har det udløst en diskussion om forholdet mellem dialekter, rigsdansk og retskrivning.
Andre ting er forsvundet. Jeg siger ikke længere: Ud’ å æ gad’. Men en lille rest er tilbage. Vendinger dukker op, som min kone ikke kender osv. For mig som dansklærer har det været en påmindelse om, at rigsdansk ret beset er en abstraktion. Selv om dialekterne efterhånden ubønhørligt udviskes.
Opdatering: Esbjerg var i min barndom en udpræget fiskerby og søfartsby. Det indebar blandt andet, at jeg ofte kom i kontakt med fiskerfamilier fra det øvrige Vestjylland – helt op til Skagen. Dertil kommer, at min familie er en farlig cocktail af sønderjyder (el. som min farmor sagde med tydelig foragt: synnetysker‘!), fanniker (mere præcist: sønderhoninger!) og folk fra området omkring Hvilsted, Onsted og Skibby i det østjyske. Så jeg fik efterhånden et godt øre for det dialektale sprog – blot ikke mit eget altså, i hvert fald ikke i første omgang…
@Uffe: av, for en smørkage. Og ang. forholdet København og det uden for murene, sÃ¥ tænker jeg altid pÃ¥ min gamle mor, der boede i København hele sin ungdom. Hun sagde altid, nÃ¥r talen faldt pÃ¥ københavneriet: De fleste københavnere er tilflyttere, flest jyder…
@Tina: Ja, det er jo det, der er sjovt: At dialekten bevares, nÃ¥r den flyttes ud af sammenhængen. Bliver man et omvandrende museumsstykke?! 😉
Da jeg boede i DK snakkede jeg bredt furbosk – det goer jeg endnu. Jeg har aldrig mistet det, da jeg kun har boet et kort aar andetsteds i DK – og derfor ikke har faaet smadret mit sprog. Naar jeg er i DK forundres folk altid over hvordan det kan gaa til at jeg stadig snakker furbosk! Det har jeg altid grinet af. Hvordan skulle engelsk som mit foerste sprog lave rod i dialekten paa dansk?
Jeg fik mit knæk som seksÃ¥rig, da vi flyttede fra Aalborg til København, blev sendt til bageren efter en Dagmartærte [‘davmertært] og efter en længere, absurd ordveksling blev belært af bagerkonen om, at den autoriserede betegnelse skam var smørkage.
I øvrigt forstÃ¥r stadig ikke, at det nærmeste man kommer en aalborgensisk smørkage i København er en brunsviger. Men det er en helt anden historie …
Jeg er sÃ¥ heldig at min dialekt er helt anderledes end rigsdansk, med “a” og “u po æ gÃ¥rdd” … SÃ¥ den med fælleskønsbetegnelserne for navneord falder jeg (stor set) aldrig i. Med andre ord, jeg har to danske sprog og det er efterhÃ¥nden min dialekt der kører bedst, fordi jeg jo nu bruger engelsk som hverdagssprog og Ã¥benbart ikke kan hÃ¥ndtere mere end to sprog pÃ¥ een gang.
Jeg flyttede til København da jeg var 19 og fik ret hurtigt lært at de ikke forstod furboesk i Nordvest.
Jeg erinder mit første naturbarns besøg i bare tæer pÃ¥ stenbroen pÃ¥ Tagensvej, med indlagte glasskÃ¥r og underlige blikke. Hos bageren vidste den lille, uskyldige Nordvest pige ikke hvad “en pak rÃ¥wbrø” var, jeg fik hurtigt lært at sige “ruuuugbræd” med lange vokaler og uden accent …
På den lysegrønne aner de ikke hvad hverken råwbrø eller ruuugbræd er!