Jimi Hendrix på skærmen

Author:

Har man ikke fået musik nok efter de to nedenfor omtalte film med Rolling Stones, kan man kl. 23:40 fortsætte videre til DR K og se dokumentarfilmen Portræt af Jimi Hendrix (originaltitel: Hear a train a coming), der stammer fra den fine series American Masters (PBS)

Filmen introduceres sådan på DRs hjemmeside: Portræt af den legendariske guitarist Jimi Hendrix med hidtil usete koncertoptagelser og hjemmevideoer optaget af Jimi Hendrix selv og trommeslageren Mitch Mitchell, gamle fotos, tegninger, breve og interview med kvinderne i Hendrix’ liv, familie, venner og bandlemmerne Noel Redding, Mitch Mitchell, Billy Cox og lydteknikeren Eddie Kramer og musikere som Paul McCartney, Steve Winwood, Vernon Reid m.fl.

Er der noget at betænke sig over? Nej, vel!

Opdatering: Foranlediget af Jans velkomne, kritiske kommentar (se kommentarfeltet), så har jeg researchet lidt på denne dokumentar af Bob Smeaton. Filmen er – som så meget andet af det, der er udgivet med og om Hendrix efter hans død – autoriseret af “boet” efter Hendrix og kontrolleret af Hendrix’ berygtede stedsøster Janie, der er kendt for at være temmelig umedgørlig. Fx har Andre Offstage, der laver den biografiske film All is by my side om Hendrix, ikke fået lov til at bruge noget som helst af Hendrix’ musik i filmen…

Det er klart, at hele problematikken om tiden efter Hendrix’ død stort set ikke berøres i Hear my train a coming, hvis man ser bort fra den obligatoriske lobhudling af Hendrix’ påståede genialitet. Men den slags begrænsninger har altid været en betingelse for biografimagere. Og jeg mener ikke, at det ændrer væsentligt ved Smeatons dokumentariske kvaliteter. Boet efter Hendrix og stedsøster Jeanie sidder ikke inde med Sandheden om Hendrix. Hear my train a coming er – som enhver biografi vil være – på godt og ondt en fortolkning af et levet liv, og som sådan har den styrker og svagheder. Syrken ligger i det billede andre – fx Paul McCartney og Steve Winwood – giver af musikeren Hendrix. Svaghederne omfatter så fx det, der ikke bliver fortalt fx om Hendrix’ familieforhold og boets tvivlsomme forvaltning af hans jordiske gods.

Men selv på de præmisser mener jeg stadigvæk, det er en absolut seværdig dokumentar, som enhver med interesse for Hendrix’ musik bør unde sig selv at se. Men selvfølgelig – som altid – med kritiske øjne. Og med den tilføjelse in mente, at man får den bedste forståelse af kunstneren Hendrix ved at lytte til hans musik…

Har man ikke fået musik nok efter de to nedenfor omtalte film med Rolling Stones, kan man kl. 23:40 fortsætte videre til DR K og se dokumentarfilmen Portræt af Jimi Hendrix (originaltitel: Hear a train a coming), der stammer fra den fine series American Masters (PBS)

Filmen introduceres sådan på DRs hjemmeside: Portræt af den legendariske guitarist Jimi Hendrix med hidtil usete koncertoptagelser og hjemmevideoer optaget af Jimi Hendrix selv og trommeslageren Mitch Mitchell, gamle fotos, tegninger, breve og interview med kvinderne i Hendrix’ liv, familie, venner og bandlemmerne Noel Redding, Mitch Mitchell, Billy Cox og lydteknikeren Eddie Kramer og musikere som Paul McCartney, Steve Winwood, Vernon Reid m.fl.

Er der noget at betænke sig over? Nej, vel!

2 thoughts on “Jimi Hendrix på skærmen”

  1. Kære Capac. Hvad du sÃ¥ i Hear my Train Comin’ var en Disney version af Jimi Hendrix liv, redigeret og renset af hans stedsøster Janie. Den er sÃ¥ steril og redigeret, at man fuldstændigt mangler mennesket Jimi Hendrix. Hendes undskyldning er, at hendes kendskab til Jimi Hendrix begrænser sig til 15 min i 1970, samt en række milliarder hun har genereret ved at sagsøge hans søskende langt ud i hampen, og selv sidde som en gøgeunge pÃ¥ Ã¥dslet. Det er ret grimt. Ud over det var Jimi Hendrix en fantastisk kunstner, men denne ‘dokumentar’ gav intet indtryk af ham. Fx ‘glemte’ hun at nævne han havde 4 andre søskende, og at hun har fÃ¥et gjort hans lillebror arveløs.

    1. @Jan Ipsen: Jeg er ikke ekspert pÃ¥ Hendrix, men jeg ved bedst, hvad jeg sÃ¥. Hvilken rolle stedsøsteren mÃ¥tte have i filmens tilblivelse, har jeg ikke nogen viden om, men jeg synes at dokumentaren bekræftede det synspunkt, man ogsÃ¥ kan finde hos andre, at der var to sider af Hendrix – den kommercielt udnyttede performer med “gimmicks” osv. og privatpersonen, der blot ønskede at dyrke sin kunst. Jeg er heller ikke ening i, at filmen ikke gav et indtryk af kunstneren Hendrix. Men ingen dokumentar eller biografi kan stÃ¥ alene. Heller ikke denne. Jeg tror ikke der er nogen sandhed om Hendrix (eller noget andet menneske for den sags skyld), men der er en fortolkning. En blandt mange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *