Forleden læste jeg en anmeldelse af en samtalebog. Samtalebøger er jo moderne. De er forlagenes svar på samtalekøkkenet. Og det er en nem vej for mange journalister og skriverkarle til at tjene lidt ekstra til forbruget. Arrangér et møde med to kendisser (hvoraf den ene gerne må være Johannes Møllehave), sæt båndoptageren på optag og stil så en række spørgsmål. Er du heldig holder ofrene sig selv i gang. Bagefter skal du blot med let hånd redigere teksten (som du har fået en forlagssekretær til at renskrive). Færdigt arbejde.
Ovenstående er selvfølgelig fiktion. Men at dømme efter anmeldelserne, så kunne det meget vel foregå sådan.
Men samtalebøger behøver ikke at være venstrehåndsarbejde eller dårligt læsestof. I det store udland har man mange eksempler på gode samtalebøger, “Conversations”. Senest er jeg faldet over en med filminstruktøren Woody Allen, der netop hedder “Conversations with Woody Allen”.
Her er der ikke tale om en bog, der hurtigt er flikket sammen med henblik på det forestående julesalg, men en omhyggelig redigeret samling samtaler, der dækker Allens liv fra ca. 1971 og frem til i dag.
Manden bag bogen, Eric Lax, er også en kender af Allen. For seksten år siden skrev han en nærmest autoritativ biografi om Allen, så han kender sit offer godt. Dertil skal lægges, at Woody Allen jo altid er god for rappe og intelligente replikker (se bare min citatrulle ude til højre…). Woody har altid været lidt af en filosof – en filosof light, om man – vil. I sine film, sine bøger og – altså – interviews. Allen er også berygtet for sin workaholicism og perfektionalism. Han gør ikke noget halvt. Heller ikke, når han skal deltage i samtaler. Derfor er der – at dømme på New York Times solide omtale og det kapitel, som avisen bringer – meget at hente for Allen-fans. Den må gerne ligge under mit juletræ…
PS. Klik på billedet af Woody og Scarlett, hvis du vil se det i større format.