Coveret til The Bullhounds nye album The Protector prydes af et lille udsnit af maleren Paul Klees blæktegning Der Beschhützer (Beskytteren), der til daglig befinder sig på Tate Gallery. Udsnittet viser beskytteren – en ikke nærmere defineret hund med strittende ører og aggressivt gabende kæft. Og dermed får vi som lyttere allerede et par indicier til den musik, der gemmer sig pladen.
Pladen er indspillet Atlanta Georgia en varm og svedig uge i august 2011, og de obligatoriske taksigelser i coveret omtales chefproducer Jeff Bakos m.fl. , der sammen med bandmedlem Erling Daell har haft ansvaret for produktionen, og de andre bullhounds som “beskyttere og skabere af rock’n roll”. Vi har altså at gøre med folk, der vil slås for rock’n roll. Men ikke hvilken som helst udgave af den elskede musikgenre. I samme taksigelser fremhæves såvel Georgia Satellites som inspirationskilde som – ja, hvem andre? – Chuck Berry.
De to ikoniske indicier peger altså på den livsnerve i rocken, der går fra Chuck Berrys elementære, livsglade besyngelse af et ikke altid lige ukompliceret hverdagsliv med skolegang, arbejde, pigevenner og fest i gaden over Georgia Satellites revitalisering af good time-rock’n roll og frem til vore dages uslebne, punkede rock. Og det er da også lige netop det, vi får ud af højtalerne: No bullshit-rock’n roll.
Her skal ikke opfindes hverken dybe tallerkner eller varmt barbervand. The Bullhounds (Erling Daell, san, Rick Richards, guitar, Peter Stroud, guitar, Mauro Magellan, trommer – og Keith Christopher, bas) dyrker sammen med vennerne (Tom Gray, lap steel guitar, hammond orgel, Matt Wachope, piano og hammond orgel) den basale, teknologisk ubesmittede udgave af rock’n roll.
Attituden fastlægges allerede i det første nummer “Fugitive”, der er en næsten arketypisk kærlighedssang om kærligheden og begæret som et fængsel, som manden i sangen vil flygte fra. En frihedsode sunget med Daells rå, maskuline stemme og spænstige rockguitarakkorder, der er taget lige ud af den lille grønspættebog for rock’n rollere. Og endnu mere basalt bliver det næsten i sangen “Make it”, hvor teksten er barberet ned til helt enkle, korte statements: “Make it loud/Make it pop/Make it hard/Make it hot…”. En ultraenkel sang om bare at gøre det: levere varen – rock’n roll. Det er en medrivende rocksang (skrevet af Alec White), der i sin enkelhed næsten falder bag om Chuck Berry, der ellers er mesteren udi såre enkle, men meget sigende sange.
Og sådan fortsætter det videre til kærlighedssangen “Little Lady”, der hørbart står i dybeste gæld til Berrys “Memphis Tennessee” og netop er en utvetydig kærlighedserklæring netop til Berrys genredefinerende rock. Hvor “Little Lady” besynger en kvinde, der kan tilfredsstille alle mandens behov, så er pigen i “Mean mean girl” lige den modsatte type. En kælling, der er helt igennem slem. Så der er bragt lidt balance i kønstingene med denne sang, der opdaterer Berrys rock til en moderne, uptempo rock’n roll, der sagtens kunne være med på omtalte Satellites’ setliste.
Teksterne på pladen bevæger sig fint inden for en velkendt tematik. Der er de allerede omtalte sange om det ofte komplicerede forhold til det smukke køn (de sange er der en hel del af på pladen) og sange om et mandeliv, hvor man lever fra hånden til munden, søgende efter den rigtige kvinde og meningen med livet – og hvor meningen mest af alt ligner: rock’n roll.
Protector er ikke en plade, der ryster det imponerende bygningsværk, vi kalder rock’n roll. Det er en plade, der er kærligt-loyal, ja hengiven, over for det bedste, rock’n rollen har at byde på – musikalsk og tekstlig. Protector er snarere en af de bjælker, der sørger for at bygningen bliver ved med at stå og tårne i al sin glorværdige pragt. Dermed skriver pladen sig ind i en række plader, der med jævne mellemrum dukker op og med vitalitet og charme viser os, hvordan det hele begyndte, og demonstrerer, hvori fascinationskraften i den ofte dødserklærede rock’ roll ligger. Til stadighed. En traditionsbevidst, nødvendig plade, jeg kun kan give mine varme anbefalinger med på vejen. Og nu kunne Bullhounds meget passende tage ud i festivalsommerlandet og give ungdommen og dem, der er kommet ud over den, en lektion i rock’n roll.
The Bullhounds. Protector. Produceret af Erling Daell, Jeff Bakos, Peter Stroud og Mauro Macgellan. Rock Bastard Records. Udkommer i morgen, den 26. maj 2014
PS.Bandet har været så venlig at genoptrykke ovenstående omtale på deres hjemmeside. Og den kan oven i købet læses i engelsk oversættelse sammesteds.