Endnu en fremragende britisk tv-serie: Stuegang

Author:

Efter at have vist den fine serie Jordmoderen har DR kastet sig over – måske meget logisk – en serie, der foregår i et miljø af gynækologer. Stuegang hedder den på dansk, men den britiske titel er meget bedre og mere afslørende: Breathless.

I serien følger man den ledende gynækolog Otto Powell (Jack Davenport), hans kolleger og deres respektive familier og vennekreds. Handlingen foregår i de på mange måder opbrudsprægede tressere, men det egentlige fokus er på det emotionelle og seksuelle opbrud det tiår førte med sig. Vi er i tiden omkring p-pillens gennembrud.

På overfladen er alting pænt på en britisk middelklassevis. De mandlige læger er enten ‘godt gift’ eller på vej ind i ægteskabet sikre havn med nogle karrierestøttende, hjemmegående hustruer. Men skinnet bedrager. Powells ægteskab er goldt. Det er kærlighedsløst, selv om det dog har resulteret i et barn. Og han forelsker sig dybt i underklassesygeplejersken Cathrine, der har nok at gøre med at passe sin sindsyge far og støte søsteren Jean, der har kastet sig ud i et skrøbeligt ægteskab med lægen Richard, der på sin side ikke kan glemem andre kvinder og især ikke en gammel elskerinde, der dukker op. Heller ikke de andre ægteskaber går godt. Enten er de plaget af forfejlede karriereplaner eller også af en fortrængt fortid, der dukker op igen med seksuel afpresning og andet skidt i kølvandet.

Serien, der indtil videre er i seks afsnit (sidste afsnit vises i dag), minder lidt om den meget roste amerikanske Mad Men-serie i sit fokus på en bedrestillet tressermiddelklasse, og giver et fint, nuanceret tidsbillede af den følelsesmæssige og seksuelle uro, der som et behersket jordskælv slår igennem gynækologmiljøet. I følge oplysninger på producenten ITVs hjemmeside, så bliver sjette afsnit det sidste – og det er en skam.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *