En enkelt cd blev det også på det pokkers marked. Coveret til Mr. Happy Go Lucky med dets cirkusstemning (ovenfor) nærmest sprang op i ansigtet på mig (for nu at citere mig selv). Selv om jeg da godt kender John Mellemcamp, der har været på den musikalske bane siden 1970’erne, så har jeg aldrig fordybet mig i hans musik og sangskrivning. Faktisk har jeg aldrig taget mig sammen til at købe bare en enkelt skive med manden. Selv om det var tæt på med pladen The Lonesome Jubilee fra 1987. Jeg tror nok, at Mellencamp kom til at stå for mig som en, der fulgte i Bruce Springsteens spor, musikalsk set. Det er vist det, man kalder en fordom. Og som sådan skal den selvfølgelig udfordres. Der er ikke noget så godt som at blive af med endnu en fordom.

Selv om man er glad for musik, for nu at sige det med en underdrivelse, så kan man ikke høre alt og ikke holde øje med alt, selv om man forsøger. Og Mellencamp har stået uden for min musikalske horisont. I hvert fald i udkanten. Det skal jeg nok gøre noget ved. Efter at have lyttet intenst til Mr. Happy Go Lucky må jeg skrive under på Rolling Stone-anmelderens karakteristik af kunstneren som en desperado med følelserne uden på tøjet: “A desperado who has chosen the deep and narrow (small-town life, focused rock & roll) because their limits make explosion more possible and transcendence sweeter, Mellencamp sacrifices almost everything to feeling. As such, he recalls the great early rockers ­ and is closer psychic kin now to country singers and rappers than to anyone else in his big-selling league. Its music in the spirit of the folk-tinged “gypsy rock…”. Store ord i september, men nok ikke skudt helt ved siden af. Pladen skulle i øvrigt være indspillet, efter at den 54-årige musiker havde et alvorligt hjertetilfælde. Det mærker man. Døden er kun en håndsbredde fra teksternes univers. Tænk sig, hvad man dog kan få for en tier…