I sine erindringer The Mayor of MacDougal Street fortæller Dave van Ronk, hvordan sangskriveren og sangerinden Odetta opsøger ham efter hans første egentlige optræden – for at rose ham og hjælpe ham med at få kontakt til folk i musikbranchen. Det fik mig til at tænke på, at jeg vist aldrig har været omkring Odetta i denne blog. Og det er jo en oplagt fejl eller mangel, for hun, der blev kaldt ‘borgerrettighedsbevægelsens stemme’, var en central figur og inspirationskilde for den renæssance, folkemusikken fik i efterkrigstiden med Bob Dylan og Joan Baez i forgrunden.

Odetta Holmes kom til verden i Alabama, men blev uddannet i Los Angeles i Californien. Egentlig skulle hun være operasangerinde, men den karriere troede Odetta ikke på som en mulighed for en sort pige. I starten af 1950’erne kom hun i kontakt med folkemusikmiljøet og dermed var hendes musikalske skæbne beseglet. Hun kastede sig over den folkelige musik, blues, folk, spirituals og det, der ligner.

I Martin Scorseses film No direction home om Bob Dylan er der et afsnit om Odettas betydning for netop Dylan.

Odetta håbede, at hun kunne deltage i festlighederne omkring indsættelsen af Barack Obama, men hun blev syg og døde året før af en hjertelidelse.