Næppe var Henrik Qvortrup mere eller mindre frivilligt blevet gået som valg-tv-kommentator på grund af Naser Khader-sagen, før hans afløser Niels Krause-Kjær må slå følge på grund af utidig sammenblanding af journalistens rolle og den politiske kandestøbers. Han faldt i en “venskabelig” pjece skrevet til en konservativ politiker.
Vi har tidligere været inde på den journalistiske troværdigheds skrøbelighed i denne blog og i løbet af valgkampen er det blevet endnu tydeligere, at mange i journaliststanden er sovset ind i spin i en sådan grad, at de ikke kan tænke klart og derfor svigter almindelige journalistiske dyder som fx politisk uafhængighed eller evnen til at kunne se en sag fra mindst to sider.

Under foregiven af at være “objektive”, troværdige kommentatorer og analytikere blander de sig det politiske spil, så man kan gennemskue deres egne politiske ståsteder. Forestillingen om journalisten som den seriøse, upartiske formidler, der sørger for at skrælle alle lag spin af og gøre det politiske forståeligt for almindelige borgere, har fået et alvorligt skud for boven. Det vil måske være rigtigt at gå så langt som til at sige, at den politiske kommentator-journalistik er i dyb krise. En etisk krise.
Dette understreges af en kritik, som bliver fremført fra norsk side. I den norske avis Aftenposten angriber redaktør og journalist Per Egil Hegge de danske medier for at svigte deres forpligtelse på troværdighed gennem habilitet og uafhængighed – og kalder landets medieverden for en bananrepublik. Fx undrer Hegge sig over, at Jyllands-Posten ganske ukritisk lader Ralf Pittelkow (der er gift med regeringspartiet Venstres socialminister Karen Jespersen og tidligere har været (!) politisk rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen) kommentere den seneste tv-duel mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt.
I mediernes strålende lys bliver journalister til vor tids funklende stjerner, der ubesværet bevæger sig hen over de forskellige mediers scener. De danser rundt på TV2, de reklamerer for kreditforeningslån, mænger sig med de kongelige, gør karriere i det private erhvervsliv samtidig med, at de fungerer som “eksperter” i nyhedsmedier osv. De er fanget i mediernes hyperrealitet og optræder som ufejlbarlige halvguder, indtil de knækker halsen på grund af deres eget overmod.