Tirsdag, d. 27. juni 2006 skrev jeg følgende i min gamle blog:
“Medierne har altid haft svært ved at forstå, at et forfatterskab kan bestå af en enkelt bog eller et par stykker. Hvis en forfatter skriver en bog og derefter stopper, opstår der myter omkring forfatteren. Et eksempel på en sådan lavproduktiv forfatter er J. D. Sallinger, hvis roman Catcher in the Rye (Griberen i rugen, da. overs. 2005) blev en generationsroman, der dannede skole (fx hos Rifbjerg og Panduro). Siden er der ikke kommet meget fra Sallingers hånd, og han har holdt sig langt væk fra enhver form for publicity. Et andet eksempel – ligeledes amerikansk – er den nu 80-årige forfatterinde Harper Lee, der i 1960 vandt Pulitzer-prisen for sin roman To Kill A Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl). Bogen blev en øjeblikkelig succes og sælger den dag i dag stadigvæk støt. Og den er blevet indlemmet i den amerikanske litteraturkanon. Men ,siden offentliggørelsen af succesromanen har Lee stort set ikke publiceret noget som helst. Og hun har systematisk undgået ethvert interview og enhver offentlighed. Nu er det imidlertid lykkedes for den amerikanske tv-show-værtinden Ophra Winfrey at få Lee til at skrive et essay om, hvordan hun kom til at læse. Winfrey er selv glad for bøger, har gjort det til en mærkesag at fremme visse bøger på tv og har sit eget trykte magasin, hvor hun bl.a. skriver og fortæller om bøger. Her trykkes Harper Lee’s essay. I følge AP fortæller Lee, at hun lærte at læse af sine søskende og var vant til at få læst op af moderen, faderen og onklen. Og at hun stadigvæk er en læsehest… Altså en ganske klassisk historie.”

BBC News fortæller, at George W. Bush har tildelt den aldrende Harper Lee frihedsmedaljen for sit – i mere end en forstand – enestående bidrag til amerikansk litteratur. Harper Lee modtog Pulitzer-prisen i 1961.