Det er ikke nemt at drive musikblade i internettets tidsalder. De store udenlandske blade er trængte. For ikke så længe siden kunne man læse, at det britiske flagskib New Musical Express havde sat nye bundrekorder i salg af eksemplarer i papirformat. Også Uncut og Mojo har deres trængsler. Internettet forsyner forbrugerne med informationer – mange gange de samme, der senere dukker op på tryk i  bladene. Og det er dyrt at trykke og udgive bladene. Uncut og Mojo koster i omegnen af 75-100 kroner i løssalg herhjemme – og hvem ønsker at give det? Andre end musiknørder som undertegnede.

Dertil kommer, at bladene er ekstremt afhængige af reklamekroner. Slå op i hvilket som helst eksemplar af Gaffa eller de nævnte udenlandske blade, så vi du forstå, hvor omfattende det er. Bladene ligefrem driver af kommercialisme.

Men behøver det nødvendigvis at gå ud over indholdet? Jeg kom til at tænke på det, da jeg i dag læste en artikel i Gaffa med overskriften “Paul Simon anholdt for husspetakler”. Den aldrende singer-songwriter har – med sine egne ord – haft en skænderi med fruen, singer-songwriter Edie Brickell. Og derfor anholdt politiet dem begge og sigtede dem for husspetakler. – Men er det nu noget et musikblad som Gaffa skal beskæftige sig med? Det synes jeg ikke. Jeg mener, at der er gået Se & Hør-snageri i Gaffa, når de bruger deres hjemmesideforside på den slags musikirrelevant sladder. Forklaringen kan kun være, at den slags sladder – akkurat som den sladder Se & Hør og lignende ugeblade bringer – sælger… Jeg synes, Gaffa burde stå ved, at det er det største musikblad, vi har, og have fokus på selve musikken og musiklivet lige omkring den. Og lade sladderstoffet forblive i privatlivet og de blade, der åbenlyst lever af det. Og i øvrigt: Paul Simons kommentar til ventende pressefolk uden for politistationen var: “Vi havde et skænderi. Det er overstået”.