For snart længe siden så jeg – i Politiken, tror jeg det var – et ungdomsfoto af Vestens fjendebillede nr. 1, Osama bin Laden. Han stod foran en stor amerikansk bil iført moderigtigt, lapset tøj (han er nr. 2 fra højre). Et billede, der stod i skærende kontrakt til den langskæggede, kjortelbeklædte mand, vi har set på grynede videoer fra Al Jazera og på fotos fra de bjerghuler, hvor han angiveligt opholder sig. Og hvordan skal man nu forstå denne dobbelthed?
I dagens udgave af Berlingske Tidende interviewes en af Osama bin Ladens tidligere elskerinder, Kola Bof, der har skrevet en bog om manden. Igen fremstilles bin Laden som en person, der tog for sig af retterne, når det drejede sig om Vesten materielle og kulturelle goder. Han lyttede til Van Halen, læste Playboy, røg marihuana, spiste vandmelon i lange baner og havde smag for kinky sex. Kola Bof udtaler: »Han var underligt besat af amerikansk og europæisk kultur, samtidig med at han hadede Vesten med stor intensitet. Hvis du spørger ham, vil han svare, at han simpelthen studerer sine fjender for at finde ud af, hvordan den hvide mand tænker, men jeg tror, det er fordi, han selv vil være en hvid mand. Det var hans ultimative fantasi. At blive den vestlige, hvide mand, han hader så meget«. Det er, synes jeg, skapsindigt set. Man kan måske sammenfatte Bofs karakteristik sådan: Osama begærer-og-hader den “hvide mand”. Tanken minder om, hvad den franske psykoanalytiker Lacans siger om begærets dobbelthed. Et sted siger han fx, at der ikke er forskel på at begære og på ikke at ville begære. Og det er måske lige noget af det, Kola Bof taler om. I bin Ladens angivelige had til alt, hvad der er vestligt, genfinder vi begæret efter Vesten. Begæret efter ikke at ville begære…