I den forgangne uge blev Harald Børsting valgt som formand for LO i et meget tæt kapløb med modkandidaten Tine Aurvig-Huggenberger. 17 stemmer skilte dem.
På vej gennem det århusianske landskab i den lille orange overhørte jeg en samtale med den nyudnævnte formand. Og jeg spidsede straks ører. For hvor længe siden var det nu lige jeg havde hørt så klingende dialekt på DRs radio? Manden stammer fra det nordjyske, vist nok Salling-området, og selv om han har taget hele turen fra samfundets bund med arbejde i fiskeindustrien over diverse tillidsmandshverv til karriere i SID og siden T3, så klinger hans mund på samme vis. Selvfølgelig er det ren indbildning, men jeg synes ligefrem jeg kunne mærke mandens jordforbindelse. Hvis han ikke havde glemt sin dialekt, så havde han nok heller ikke glemt sine kammerater nede i fiskeindustrien. Sikkert en illusion, men ikke desto mindre.
I interviewet blev han endnu engang udfrittet om sine muligheder for at skabe nytænkning og forandring i det gamle forbund. Det har nemlig ligget i luften, at fornyelsen i LO skulle komme fra en kvinde – en yngre kvinde. Blandt andet dagbladet Information (af alle!) har kørt på den tanke, at fornyelse var ensbetydende med en kvinde. Og jeg ved da også godt, at vi er på vej mod et nyt matriarkat, hvor kvinderne  vil indtage flertallet af topposter i dette land – og måske den øvrige vestlige verden -  såvel i de private, det offentlige og i politikken. Men sig mig lige: Er verden blevet bedre af denne forskydning? Men lad det nu ligge. Tilbage på sporet.
Med meget jævne ord angreb Harald Børsting den tanke, at han, fordi han var passeret de 50, ikke skulle kunne tænke nyt! Og så sagde han, da journalisten henviste til den almindelige kassation af mennesker over 50 i vores såkaldte velfærdssamfund, at diskriminationen af 50+erne var en del af vores “kultur”. Så var det, at jeg var lige ved at køre ind i et vejtræ…