Det var midt i halvfjerdserne, brevet dumpede ind ad brevsprækken. Efter at have fået udskudt sessionen to-tre gange på grund af uddannelse, så var der ingen vej udenom.

Det foregik i den indre by i århus og på et ukristeligt tidligt tidspunkt. Selv om håret var langt, var underbukserne og sokkerne helt rene. For der stod lægeundersøgelse på programmet m.m. Og oprøret strakte sig ikke så langt som til sure sokker og “bremsestreger” i underhylerne.
Først var der den psykologiske test. Noget med at huske talrækker, lægge trekanter sammen til firkanter osv. Jeg kan huske, jeg tænkte: Hvis nu jeg ikke anstrenger mig for meget, så bliver jeg nok kasseret. Tre-fire stykker dumpede til den test. Trods anstrengelserne var jeg ikke en af dem. Jeg husker endnu den enes flove udtryk i ansigtet. Er jeg dum nu?
Lægeundersøgelsen gik som forventet. Jeg har aldrig fejlet noget og havde en fortræffelig fysik. Forskellige øvelser skulle udføres. Gå på en malet linje på gulvet. Stå på først det ene ben, så det andet. Og i den dur. Bestået.
Derefter var det ind til lodtrækningen. Af en lettere slidt, grøntlakeret tombola-agtig tromle skulle man trække et nummer, men først efter at have tilkendegivet, hvilke ønsker man havde: militærtjeneste (til luft, vands eller til jords) eller – som det eufemistisk hed – civil værnepligt. Militærnægter. Den unge mand, der skulle til før mig, ønskede blot for alt i verden at komme igennem det hurtigst muligt og mente, at det skulle gøres som “fodtusse”. Han trak et lavt nummer og måtte se frem til måneder i trøjen. Selv trak jeg et usædvanligt høj tal. Noget i retning af 33.333.

Inden havde jeg fremlagt mit ønske om at aftjene “civil værnepligt”. ((Så vidt jeg husker, varede den civile værnepligt længere tid end den ordinære. Men det var ikke afgørende. ))Manden bag tromlen kiggede derefter med en udtryksløs mine på mig og forklarede, at det med største sandsynlighed betød, at jeg havde trukket “frinummer” – men, at det ikke betød, at jeg ikke kunne risikere at blive indkaldt til § 33-tjeneste. Helt frem til mit 45. år eller noget i den retning. Nogle dage senere modtog jeg bekræftelsen med posten. Jeg har den endnu.
Dermed fik jeg ikke mulighed for at gå i min fars fodspor. Han var marinesoldat under krigen og meget stolt af at være den eneste i familien, der havde aftjent sin soldatertjeneste. Jeg kunne ikke engang komme ind, selv om jeg ville…