1968 var også året, hvor The Beatles hittede i USA med sangen Revolution (#12). Det var den sang, der kom i to udgaver. Den rå, upolerede “Revolution“, der kom som single, og så den langsommere, akustiske “Revolution 1”, der var med på “The Beatles”. Dertil skal lægges den eksperimentale lydkollage “Revolution #9”, der også var med på det Hvide Album.
Revolution var B-side til hittet Hey Jude og var et vidnesbyrd om, at The Beatles ikke kun var de “pæne” drenge i beat-musikken. I øvrigt var det i udpræget grad en John Lennon-sang, selv om det blev indlemmet i kompositionerne af “Lennon/Mccartney”. Det er da også Lennon, der sætter sit umiskendelige præg på sangen med sin afsindige sang og sin forvrængede, overgearede guitar.
Det er en af de lidt atypiske Beatles-sange, som længe har haft fast plads på min indre Beatles-favorit-liste. Måske har det også hjulpet på favoritværdigheden, at hende den mørke skønhed i realklassen, der var lidt ældre, lidt frækkere og lidt mere attråværdig, var vild med det nummer og spillede singlepladen ved hver eneste sammenkomst og fest det år…