Capac-bloggen skal ikke handle ret meget om det forestående folketingsvalg. Eller sagt på en anden måde: Vi vil kun beskæftige os med de mere underholdende indslag i den såkaldte valgkamp. Fx Paula Larrains indtog i de Konservastive, og de følger det får.
I går var der to hændelser af underholdende værdi. Dels havde Se & Hørs chefredaktør og tv-kommentator på begge kanaler, Henrik Qvortrup, købt sig til en “afsløring” af Ny Alliances formand Naser Khader. Han skulle angiveligt have betalt for “sort arbejde” i forbindelse med arbejdet på en port ved Khaders hjem. Kilden var en anonym håndværker, der blev betalt op mod 7.000 kr. af Qvortrups blad for historien. Siden er det blevet dokumenteret, at såvel Khader som arbejdsgiveren har orden i papirerne. Og Qvortrup har mistet sit job som valgkommentator på TV2. Man kan vel sige, at Qvortrup har skudt sig selv i foden. Hvem kan tage en journalist, der bryder den uskrevne regel om, at informationer skal bygge på mindst to uafhængige kilder, alvorlig? Hvem vil ikke levere en saftig opdigtet historie – anonymt – for 7000 kr.? Det er jo penge lige ned i foret.
Det andet mediescoop var Villy Søvndals usandhed, som blev fyret af i går aftes i SFs præsentation på DR1. Villy Søvndal kom for skade at sige, at han selv havde besøgt 20 plejehjem og sygehuse – og bevidnet, at det stod ilde til med standarden under Fogh-regeringen. Eller noget i den retning. I pressen er det blevet tolket som et spørgsmål om “troværdighed” (og medierne skulle snakke!) og “løgn”. Måske skulle d’herrer og d’damer journalister lige spise brød til. I retorikken har man et begreb, der hedder hyperbol, dvs. en sproglig overdrivelse. Fx er der tale om en hyperbol, hvis jeg siger til min datter: Nu er det for 117. gang, jeg siger til dig, at du skal sørge for at hænge dit håndklæde op på knagen efter badet. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg faktisk har sagt det 117 gange. Men den slags sproglige finurligheder har journalister det svært med…