Som nævnt i foregående indlæg var jeg i antikvariat i går. Ud over Ole Sarvigs bog købte jeg også et andet nostalgisk stykke litteratur: Thorkild Bjørnvigs bog Oprør mod neonguden fra 1970. Titlen er et citat fra Simon og Garfunkels klassiker Sound of Silence (“And the people bowed and prayed /To the neon God they made./ And the sign flashed/ out its warning,/ In the words that it was forming./ And the signs said, the words of the/ prophets/ Are written on the subway walls/ And tenement halls./ And whisperd in the/ sounds of silence.”). Undertitlen er: et essay om beat.  Bogen udkom det år, jeg forlod folkeskolen for good, og det var lidt af en begivenhed, at en velanskreven digter af den lidt ældre generation seriøst gav beatmusikken opmærksomhed med et helt essay. Min tidligere omtalte dansklærer i gymnasiet gjorde meget ud af denne kendsgerning. Ganske vist var de unge digtere – Turell, Hans Jørgen Nielsen osv. – på det nye, men det var ikke almindeligt, at de gamle modernister gjorde noget ud af det. Og Bjørnvig lægger flot ud med at forbinde beatmusikken med den litterære tradtion, idet han tager afsæt i Mick Jaggers recitation af Shellys dødelegi i forbindelse med den berømte Hyde Park-koncert i 1969. Det var Jaggers minderune over nyligt afdøde Brian Jones. Så er stilen ligesom lagt. Sjovt at sidde med førsteudgaven, oven i købet uopskåret og dugfrisk.