Jeg er ikke den store bilist for at sige det, som det er. Kører kun, når det er nødvendigt. Og det skyldes ikke kun dårlig miljøsamvittighed. Men, når man nu alligevel skal køre, så er det rart at have styr på udstyret.
Det er sket, jeg har passeret forbi et sted i det grønne, hvor jeg har tænkt, at her kunne det være rart at sidde og drikke en kop kaffe og spise en medbragt klemme. Men det er blevet ved tanken.
Indtil for et par dage siden, hvor en kær nabo, en dame i midten af firserne, kom og spurgte mig, om jeg ikke kunne bruge udstyret fra hendes bil. Indtil for ganske nylig var hun ejer af en guldmetalic VW 1200. På grund af sin fremskredne alder og begrænsede behov for bilkørsel havde hun så solgt den til en begejstret ung studine fra det sydjyske. Tilbage var så noget udstyr, som hun havde stået i kælderen. En kuffert med tallerkner, kopper og bestik m.m. til en mellemstor dansk familie anno 1960. Og et handy, solidt, sammenklappeligt træbord med metalben. Alt sammen i bedste stand.
Så nu vil jeg – når engang sommeren vender tilbage – køre en lille tur ud i det grønne med termokanden og en pakke håndmader og slå mig ned. Men hund og familie….