Den walisiske sanger og trussetyv Tom Jones fik et af sine store hits med en af sine kendingsmelodier “Delilah” i 1968, hvor den nåede op på en 15. plads i USA.
Jeg kender mange, der ikke sætter pris på Tom Jones. Og bevares, han har altid søgt mod midten. Aldrig gået uden om en kvalmende ballade eller en sang med (alt for) åbenlyse hitkvaliteter. Men man kan ikke tage hans kraftfulde, klangfulde kirkekorstrænede stemme fra ham.
Da han slog igennem i midten af tresserne med sange som “It’s not unusual”, “Green Green Grass of Home”, “Funny Familiar Forgotten Feelings”, “What’s New, Pussycat” og James Bond-sangen “Thunderball” var han en hyppig gæst også på den danske hitliste. Jeg kan endnu huske, hvor irriteret jeg blev, når det lykkedes ham at fortrænge The Beatles i kampen om topplaceringer på listen…
I min gamle blog skrev jeg følgende i juli 2006:
“Tom Jones er en af de sangere, som jeg har haft et ambivalent forhold til. På den ene side gjorde hans kraftfulde stemme et stort indtryk på mig den første gang, jeg hørte ham. Det var i 1965, da han brød igennem med sangen “It’s not unusual”, der nærmest er blevet hans kendingsmelodi. Årene efter fulgte en række hits, som det var svært at undgå at blive hjemsøgt af. Jeg husker endnu, som var det i går, den sommerdag samme år, hvor jeg første gang hørte “What’s New, Pussycat?”. Det var uden for det nu nedlagte esbjergensiske svømmebad Grådyb Badet. Et par teenagere kom cyklende med deres transistorradio kørende for fuld udblæsning, samtidig med at de skrålede med på sangens omkvæd: “What’s new pussycat? Woah, Woah What’s new pussycat? Woah, Woah!” Det gik rent ind. Kort tid efter fortrængte Tom Jones selveste The Beatles fra førstepladsen på den engelske hitliste med balladen “Green Green Grass of Home”. Den stemme var svær at komme uden om. Siden har han haft en omskiftelig karriere, hvor der bl.a. gik Las Vegas og trussetyv i det.
For et par år siden forærede min søn mig en gul dobbelt-cd med Jones’ greatest hits. Han mente, at det nok var noget for mig. Underforstået: Det var ikke noget for ham selv! Ambivalensen er nu blevet erstattet af nogle forbehold over for visse sider af sangerens repertoire. Men stemmen – den holder!”
Det er tydeligt, at billedet er sort-hvid farvelagt, meget pænt gjort. Jeg har ofte undret mig over, hvordan man kan gøre sådan noget uden at spilde tid:-)
Jeg er sikker på, at der er mange, som har det som ca. med denne Tom Jones, der har en dejlig stemme og synger rigtig rent; han er gennemmusikalsk, og det er en fryd at høre ham en gang imellem.
Hvis jeg må komme med lidt lommefilosofi, så er musikkens opgave at være ny, formidle nyt, somme tider ved at kigge tilbage, og somme tider ved at levende mennesker spiller døde komponisters fantastiske kreationer. Det kunst, som sætter liv i (og mellem) mennesker, og derfor må man lytte på kirke-kordrengen med de ører man har, men på hans egne præmisser, så at sige.
Hvor er det dog synd at nogen kan finde på at stjæle og smadre ting, som har affektionsværdi. Jeg håber, du klarer dig ud over det, Sifka!
@Sifka: Jeg venter med spænding pÃ¥ historien. OgsÃ¥ god weekend til dig – og alle andre venner i blogland.
Arj altsÃ¥, nu fÃ¥r du mig til at tude igen! I mit garderobeskab pÃ¥ jobbet, som en eller anden BÃ¥tnakke tidligere pÃ¥ dagen brød op og stjal bl.a. mit kamera og min mobil fra, lÃ¥ en CD med Tom Jones. Den var under den skammelige handling gledet pÃ¥ gulvet, og lÃ¥ sÃ¥ der med knust cover. Helt tydeligt var den ikke interessant nok for Narr….! Hvorfor jeg har CDen, mÃ¥ vi snakke om en anden gang.
Nå, men selvom at du ripper op i såret, ønsker jeg dig alligevel en god weekend:)
Dejligt dramatiskt(?), storladent og svulstigt nummer! I looooved it as a teenager, og det gør jeg stadig. Til gengæld synes jeg, at han er ret uinteressant i de fleste andre numre.
Jeg vil sÃ¥ gerne melde mig under fanerne som en, der er rigtig glad for Tom Jones. Jeg ejer dog ingen CD med ham, men det er mere fordi jeg sÃ¥dan generelt, er bagud 😉