Apropos valget: Jørgen Poulsen, Ny Alliance

Author:

Et af TV-Avisen højprioritetspunkter i går aftes var Ny Alliances tilløb af kändisser, mediepinger, eller hvad man nu kalder de mennesker, der fylder godt i Billedbladet, Se & Hør og tv-mediernes svar på disse sladderblade. Mest opsigt vakte det, at generalsekretær for den danske afdeling af Røde Kors, den tidligere tv-mand, journalisten Jørgen Poulsen havde meldt sig under fanerne. Man kunne ligefrem fornemme, hvordan forventninger til vælgertiltrækning svævede omkring manden, der nonchalant stillede op til fotografering, lænende sig op af noget murværk med krydsede ben.
Det var da også Jørgen Poulsen, der for nogen tid siden, fik den (tvivlsomme?) ære at blive udnævnt til den mest troværdige kendte person i landet.
Men, trofaste seere af det lille program Den 11. time, vil vide, at det er så som så med troværdigheden. I programmet afsløredes det nemlig, at Jørgen Poulsen havde begået en “Jeppe Nybro“. I en artikel i Samvirke om Vietnam havde Jørgen Poulsen frit digtet oplevelser af amerikanske Agent Orange-sprøjtende fly og andet. Poulsen benægtede ikke fakta, men mente, at historien kun havde vundet ved opdigtningen.
Hvor vil jeg så hen med det? Påpege, at Jørgen Poulsen er utroværdig? Næ, jeg tror såmænd ikke, at Poulsen er mere utroværdig end gennemsnittet af journalister i dette land. Tværtimod tror jeg, at Poulsen kan have politiske fordele af at pynte på realiteterne…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *