Medens store dele af den danske befolkning givetvis har siddet og set et eller andet politisk diskussionsprogram på DR1, genså capac Mike Figgis’ “The Browning Version”, der bærer den alt for pædagogiske danske titel: Livets skole.

Fortællingen om en lærd, klassisk skolet kostskolelærer, der bliver svigtet af sin unge, smukke kone og bliver offer for “fremskridtet”, “de nye tider” og en korrupt skoleledelse. Hvem har brug for latin, græsk og klassisk dannelse i de spirende globaliseringstider!? Filmen er først og fremmest værd at se på grund af skuespillerne.

Albert Finney er intet mindre end fremragende som den lettere anakronistiske lærerfigur Andrew Crocker-Harris, der er trofast mod sin lærdom og sine bedagede forestillinger om lærergerningen. Greta Scacci er i en af sine bedste roller som den unge hustru, der er erotisk underernæret i ægteskabet og derfor søger trøst hos en yngre lærer. Og Matthew Modine skaber en overbevisende skikkelse af den unge ægteskabsbryder og lærer, der er splittet mellem erotikken med Crocker-Harris’ unge kone og en afgrundsdyb respekt for den gamle lærer, der står over for en vanærende afskedigelse. Nævnes skal også den altid seværdige Michael Gambon, der her spiller en usædvanlig slesk og nederdrægtig opportunist af en skoleleder.
Filmen er en let romantisk hyldest til “hjertets dannelse”, den klassiske dannelse og gamle humanistiske værdier i det hele taget, i stil med “De døde poeters klub” m.fl., og Crocker-Harris får til sidst den moralske hæder og oprejsning, som ham tilkommer. Ganske som konventionen foreskriver.
En slidstærk film, der tåler mere end et gensyn.