Hvis man synes, at Harry Potter-filmene er værd at se, selv om de er ret ungdommelige, og hvis man synes, at fantasy er noget, der er værd at beskæftige sig med – selv om man vist nok er blevet voksen – så bør man unde sig selv at se den for længst berømmede mexikanske instruktør Guillermo del Toros film Pans Labyrint ((den spanske titel er El laberinto del Fauno, Faunens labyrint, og instruktøren har faktisk gjort opmærksom på, at det ikke er Pan, der er på spil, hvilket man også tilskuer hurtigt finder ud af. Jeg tror, at filmkøbmændene har været på spil…)).

Det er i særdeleshed en film for voksne. Ikke kun på grund af nogle stærkt ubehagelige og realistiske voldsscener, men også på grund af dens politisk-historiske ramme – tiden lige efter den spanske borgerkrig – som man bør have et vist grundlæggende kendskab til for at få det fulde udbytte af filmoplevelsen.
Jeg skal her (af hensyn til dem, der har filmen til gode) afstå fra at give et egentligt handlingsreferat. Men filmen er en slags allegorisk fortælling, der bevæger sig smidigt mellem det barnlige fantasi- og eventyrplan og så den grusomme historiske virkelighed, som barnet også lever i. Men, der er ikke bare tale om et barn, der lever i sin egen drømmeverden. Snarere er der tale om, at den historiske realitet er indlejret i en magisk-eventyrlig verden (markeret af en fortælleramme), som kun den lille pige kan se, men som faktisk har indflydelse på de voksnes virkelighed.
Den lille pige, Ofelia, er sammen med sin moder ved skæbnens ugunst havnet hos et monster af en fallangistleder, der sammen med sine allierede bekæmper modstandsgrupper i de nærliggende bjerge. Ofelia er en lille bogorm, der – til moderens fortrydelse – tager næring fra litteraturens velgørende fortællinger. Og måske derfor er hun åben for betydningen af den nærliggende labyrint? Eller også er hun – som fortælleren vil det – den prinsesse, der skal vende tilbage til den anden verden, når først hun har gennemgået tre prøvelser?
Tager vi fortællingen på ordet, så er der mere mellem himmel og jord. Virkeligheden er magisk, men vi kan ikke alle se det, selv om sporene er der.
Filmen er en vidunderlig fabel. Den er fantastisk filmet, skuespillerpræstationerne er i top og iscenesættelsen lydefri. Og den kan læses på mange ledder. Som en hyldest til det magiske, til barnets fantasi og litteraturens kraft, som et kritisk opgør med Franco-fascismen i den spanske forhistorie, som en historie om oversete kvinders styrke (og mandlig dumhed) og meget mere.
Nu skal jeg bare have fat i samme instruktørs anden fantasy-fabel The Devil’s Backbone og hans Dracula-historie Cronos. Og så ellers god fornøjelse til jer, der har Pans Labyrint til gode.