Da capac var dreng var Besættelsestiden og nazismen store temaer i skolen. Det blev gjort meget ud af emnerne i historietimerne – og i øvrigt. Og vi poder fik den heroiske mytologi om danskernes ædle handlen som modstandsfolk, jødevenner osv. banket godt og grundigt ind i knolden med bøger om Churchill-klubben e.a. I vores klasseværelse havde vi et bruntfjerniseret bogskab, der var fuldt af solidt indbundne, opbyggelige bøger om vores glorværdige tid som besat land.
Siden har myterne været udsat for en løbende demontering. Glorien er sunket længere og længere ned og sidder nok sådan cirka som et kvælertag omkring halsen nu. Takket være historikere, der foretrækker den gråmelerede virkelighed frem for de nationalpolitiske glansbilleder.
Da jeg gik i folkeskolens ældste klasser læste jeg en bog, lånt på Sædding Skoles bibliotek, hvor et menneske beskrev sine oplevelser i en tysk kz-lejr, herunder de hårrejsende oplevelser med såkaldte medicinske forsøg. I skrivende stund kan jeg ikke huske hverken forfatter eller titel, men bogens forfatter var østeuropæer, tror jeg, og beskrivelserne af rædslerne gjorde et stort indtryk på mit unge modtagelige sind. Kunne mennesker da være så grusomme?! Godt, at det ikke var danskere, der gjorde det…
I dag kan man så i dagens aviser læse, at Statens Serumsinstitut i 1944 arbejdede tæt sammen med Nazi-tyskland og gennemførte vaccine-forsøg i koncentrationslejren Buchenwald. 26 fanger blev vaccineret med midlet “Kopenhagen” mod plettyfus – og 3 af dem døde. I en kontrolgruppe på 10 døde de 3.