En interessant artikel i dagens aviser. Såkaldte eksperter mener, at lektierne skal ud af skolen, hvis den uddannelsespolitiske målsætning om, at 95% af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, skal nås. Grundtanken er, at lektier ødelægger læringens grundlag: lysten og interessen. Tankegangen, som blandt andet forfægtes af professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, angribes da også straks af samme institutions forvalter af regeringens uddannelsesideologiske tanker, professor Niels Egelund, der mener, at danske børn går for lidt i skole og derfor skal terpe lektier for overhovedet at lære noget.
Tanken om at lyst og interesse driver læringen er ukorrekt politisk tale. Tænk, hvis nu eleverne fik den idé, at de kun ville lave det, de havde lyst og interesse for? Hvilket samfund ville vi så ikke ende med at få? I hvert fald ikke det nuværende…
Et andet spørgsmål, som er værd at overveje, er vel, om lektiernes afskaffelse ikke indebærer skolens afskaffelse? Som det fremgår af artiklen, så er lektier en så grundliggende aktivitet i skolen, at vi sjældent overvejer dens rimelighed. I øvrigt kommer ordet “lektie” af lat. legere, der betyder at læse…
Jeg tror, at det er lidt mere komplekst: 1) lektier er nødvendige for at nå et
tilstrækkeligt pensum, og 2) hjernen skal også konfigureres til at føle tilfreds-
stillelse ved den type aktivitet, som jo er rigtig vigtig for al videre videns-
tilegnelse og arbejde. Hvad man til gengæld kan efterlyse, er, at det jo netop er
noget, der skal læres, altså ikke noget, man kan bebrejde den, der har brug for
længere tid end de hurtigste i klassen.
Det er, tror jeg, humlen ved skolen, som vi kender den: den er ikke et spørsgmål om at
præstere, men om at tilegne sig færdigheder.
Ja, spørgsmÃ¥let er vel egentlig om det ene kan tænkes uden det andet! 😉
lyst kontrolleres formentlig lettest vha. ulyst, så på den måde er der vel en hvis logik i det..?